Projektresumé
BiokulMatTek er et forsknings- og udviklingsprojekt, der fokuserer på sammenkoblingen mellem pyrolyseparametre, biokullets materialekvalitet, efterfølgende maskinproces og slutproduktets egenskaber. I projektet produceres teknisk forædlet biokul med væsentligt forbedrede håndteringsegenskaber, der skal løse udfordringerne ved traditionelt biokuls skrøbelighed og tendens til at danne fint støv under håndtering, hvilket kan udgøre sundheds- og sikkerhedsrisici.
Projektet består af fem hovedaktiviteter.
HA1 er en analyse af behov og centrale udfordringer ved biokul, herunder støvdannelse, brandrisiko, sikkerhedskrav og procesbehov.
I HA2 udvikles og testes modulære maskinsystemer til håndtering af biokul såsom befugtning og granulering for at sikre skalerbare løsninger.
I HA3 optimeres pyrolyseparametre, og kulstofbinding og klimafordelene analyseres med henblik på forbedret energiudbytte.
HA4 omhandler udvikling af teknologier til anvendelse af biokul i mursten for at opnå langvarig kulstoflagring og erstatte fossile brændsler ved teglbrænding.
I HA5 udarbejdes teknologikoncept og roadmap baseret på projektets resultater mhp. implementering og kommercialisering.
Projektet forventes at resultere i fire virksomheder, der modtager støtte, herunder støtte til investeringer i grønne teknologier og samarbejde med forskningsorganisationer, og tre SMV’er investerer i færdigheder til specialisering og omstilling. Der udarbejdes seks rapporter/analyser. Der leveres 2,5 mio. kr. i privat medfinansiering, og to SMV’er forventes at udvikle koncepter til nye produkter eller løsninger.