Projektresumé
I forbindelse med opførelsen af Danmarks første e-metanol anlæg i kommerciel skala ved Kassø i Aabenraa Kommune har European Energy indgået en række aftagerkontrakter med bl.a. Circle K og Mærsk, som vil anvende den producerede grønne e-metanol til CO2-neutral transport.
Siden indgåelsen af disse aftaler har markedet allerede udviklet sig signifikant, og efterspørgslen på metanol er steget markant mere end tidligere forventet. Mærsk har fx underskrevet en hensigtserklæring med European Energy om allerede i 2026 at aftage 300.000 tons e-metanol årligt. For at imødekomme så store aftaler, ser European Energy allerede nu en nødvendighed af at opskalere produktionsanlæggene med en faktor 5, så den årlige produktion fra et anlæg når 100.000 tons. I forhold til det eksisterende anlæg kræver denne opskalering ændringer i designet på metanolreaktoren.
Formålet med dette projekt er derfor at opnå erfaringer, som kan understøtte den nødvendige opskalering og dermed reducere risikoen i forbindelse med efterfølgende etablering af de større produktionsanlæg. Konkret vil der i projektet blive udviklet og indkøbt en kølet metanolreaktor til det kommende produktionsanlæg ved Kassø i Aabenraa Kommune, for derved at skabe det nødvendige erfaringsgrundlag for en efterfølgende opskalering til 100.000 tons/år på efterfølgende lokationer i Danmark.