Nyhed

”Jeg er bare en glad fiskemand, der har forstand på fisk”

Steffen Tvilling har fået ind med modermælken, hvordan Fiskehallen skulle drives, hvad kunderne efterspørger og generel viden om fisk og bæredygtighed. Men dokumentation om nye, grønne krav og klimaet vidste han ikke, hvordan han skulle gribe an.

  • 18. april 2024
  • Grøn og cirkulær omstilling
  • Uddannelse, livslang læring og social inklusion
  • Arrangementer, webinarer, konferencer og kampagner
fiskehallen1

Foto: Goodwill Film, Asbjørn Kiel

Han står op klokken to hver morgen for at sælge fisk på Nordhavnen i København. Det har han altid gjort, både sammen med sin far og før det sammen med sin farfar.
Fiskehallen Tvilling A/S’ direktør Steffen Tvilling har set, følt og lært, hvordan man skal drive en virksomhed som fiskegrossist, siden han var helt lille.

”Derfor er mine kompetencer meget omkring fisk og det at drive en virksomhed, for det har jeg altid set min far og farfar gøre, og nu er min søn også med. Min spidskompetence er, at jeg har en stor viden om, hvad kunderne vil have og bæredygtighed generelt. Jeg har jo ikke så meget forstand på klima,” griner han.

NB. Udbyderen af servicen sætter cookies på din computer, når du afspiller eller deler videoen. Læs mere om cookies.

Føles godt at være klædt på

Han fandt ud af, at når kunderne går op i klimaet, så er Fiskehallen også nødt til at gøre det.

”Som virksomhed har vi et kæmpe ansvar for klimaet. Det er nok vor tids største problem lige nu, at det faktisk ikke ser så godt ud. Så på et eller andet tidspunkt, bliver alle virksomheder tvunget med, det er jeg godt klar over, men det var denne hjælp, der gjorde, at vi kom i gang allerede nu. Men også at det hele blev gjort så grundigt, for det kunne jeg ikke selv have gjort, og det føles godt at være klædt på.”

Steffen er overbevist om, at særligt fødevarebranchen har pligt til at følge med.

”Det er jo ekstremt vigtigt i en branche som min, der har med fødevarer at gøre. Vores kunder er primært kantiner, fiskehandlere og restauranter, hvor det er særligt vigtigt at arbejde med bæredygtighed generelt, klimaaftryk og det sociale. Vi handler med mange helt store kæder, og de har meget fokus på det her område allerede, så det er vi også nødt til,” siger han.

Fokus har flyttet sig, og derfor havde Tvilling brug for rådgivning ude fra, mener Steffen.

”Jeg oplever, at det førhen var mere bæredygtighed generelt, der var fokus på, og det har jeg jo styr på i forhold til fisken som fødevare – men nu har fokus flyttet sig over på at være mere omkring klimaaftrykket. Jeg fandt ud af, at Erhvervshuset havde nogen EU-midler, som vi kunne få del i, og det valgte vi at sige ja tak til,” fortæller han.
 

fiskehallen2

Foto: Goodwill Film, Asbjørn Kiel

CO2-aftryk på hver enkelt fisk

Steffens kunder skriger efter at kende til for eksempel CO2-aftryk.

”Hvis jeg har solgt otte kilo rødspættefileter til en kunde, så vil der fremover fremgå en beregning nederst på fakturaen, så man nemt kan se, hvor stort klimaaftrykket er pr. kilo af lige præcis denne her fisk.”

Bare mens forløbet har stået på, har Fiskehallen fået over 40 forskellige henvendelser fra kunder, der direkte efterspørger denne viden.

”Så det er virkelig fedt, at vi begynder på den grønne omstilling ved at få nogle kompetencer, vi også kan bruge fremadrettet. For vi kan jo også bruge det som et salgsargument, når en kunde skal vælge os frem for andre. Jeg er meget stolt af, at vi rykker på det her område, og at vi allerede nu kan tilbyde et produkt, som er til gavn for miljøet og klimaet samtidig med, at det også er til gavn for os og vores kunder. Så der er kun positive ting ved det for alle parter.”

Jeg har lænet mig tilbage

Forløbet med rådgiverne har været rigtig godt og slet ikke så tidskrævende, som han først regnede med.

”Det er sjældent, jeg har oplevet så god en proces, for jeg har nærmest bare lænet mig tilbage og været rigtig tryg ved, at det han gjorde, det var i orden. Han har fuldstændig styr på det, og så har han et bagland, hvor en række eksperter har været med. Dem bruger vi ikke tid på at kontakte, det er rådgiveren, der sørger for, at vi får den viden. Derfor ville jeg slet have en jordisk chance for at nå i mål med det her alene. Jeg er jo på ingen måde ekspert. Jeg er bare en glad fiskemand, der har forstand på fisk.”

Selvom han var skeptisk i starten, fordi han var nervøs for at bruge mange ressourcer og kostbar tid, er han kun positivt stemt nu.

”Jeg tror, vi har sparet meget tid og mange penge på at få hjælp, så det har været det hele værd. Det her projekt har også givet os blod på tanden, for vi har fået lyst til at arbejde videre med de grønne kompetencer. Det her, det stopper ikke bare med det her projekt.”
 

Kampagne: Et grønt løft til danske virksomheder

Siden 2022 har virksomheder fra hele landet kunnet få støtte til at styrke deres kompetencer via EU-projektet SMV:Grønne Kompetencer.

I vores kampagne kan du bl.a. også møde Martin fra STEFFCA og Torben fra REAL SAFETY – fælles for dem er, at de alle har benyttet sig af muligheden for at styrke virksomhedens grønne kompetencer. 
 

Læs de andre historier fra kampagnen

FAKTA om SMV:Grønne Kompetencer

SMV:Grønne Kompetencer er er et landsdækkende tilbud til små og mellemstore virksomheder med behov for et kompetenceløft inden for grøn omstilling. Igennem workshops og skræddersyede forløb bliver virksomhedernes medarbejdere, ledelse og bestyrelse klædt på til at løfte de strategiske beslutninger, og konkrete nye opgaver og EU-krav, der følger med den grønne omstilling.
SMV:Grønne Kompetencer er støttet med 50 mio. kr. fra EU’s Socialfonden Plus og ledes af Erhvervshus Nordjylland, men virksomheder fra hele landet kan deltage hos deres lokale erhvervshus. 

Læs mere om SMV:Grønne Kompetencer