Projektresumé
DigitalLead har ansøgt om at blive udpeget som national klynge inden for erhvervs- og teknologiområdet ”Digitale teknologier”.
Klyngeorganisationen DigitalLead dannes af de eksisterende klynger it-forum, BrainsBusiness samt aktørerne bag innovationsnetværket InfinIT med opbakning fra Dansk Industri og IT-Branchen.
DigitalLead vil udgøre én indgang til økosystemet inden for digitale teknologier og vil tilbyde en bred vifte af netværks-, videnformidlings- og projektaktiviteter på tværs af hele landet mhp. at fremme bl.a. kompetenceopbygning, innovationsmodenhed, internationalisering og adgang til finansiering.
DigitalLead har udpeget fem teknologiske områder som fundament for klyngens faglige fokus: Kunstig intelligens, Internet of Things, Data Science og High Performance Computing, cybersikkerhed og Mennesker og teknologi. DigitalLead vil for hvert af disse fem teknologiområder arbejde med tværgående temaer i forhold til optag af digitale teknologier i virksomhederne og i samfundet:
- Forretningsmodeller og processer
- Etik, transparens og tillid
- Grøn IT, bæredygtighed og verdensmålene.
Klyngens aktiviteter vil tage udgangspunkt i virksomhedernes behov og spille tæt sammen med den forskning, der finder sted på de danske videninstitutioner, herunder aktiviteterne i det nye nationale center for forskning i digitale teknologier Digital Research Centre Denmark (DIREC).