Lee Chamberlain (tv.) og Martin Majercin vil skabe en forretning på at give forbrugerne en ny købsoplevelse med designprodukter. Foto: Reevela
Kender du det, at bor på et hotel, hvor kunst på væggene og de håndblæste glas giver dig lyst til at finde pungen frem? Du kan bare ikke finde oplysninger om kunstneren eller om, hvor du kan købe produktet.
Det vil Lee Chamberlain og Martin Majercin fra iværksættervirksomheden Reevela råde bod på med det, de synes er verdens bedste idé: En digital salgsplatform til hospitalitybranchen, der gør det muligt få mere at vide om designprodukter, når man ser dem på fx hoteller og lejede sommerhuse – og eventuelt købe dem.
De to iværksættere har deltaget i Danmarks store accelerator- og inkubatorprogram Beyond Beta for at få testet ideen på eksperter og andre iværksættere. Lee og Martin har netop afsluttet den tredje af i alt tre boot camps i mode- og designklyngen Lifestyle & Designs inkubator-program i Beyond Beta.
Og det forløb har givet struktur og perspektiv, siger Lee Chamberlain:
”Vi har fået indsigt i hospitality-branchen: Hvordan optræder man? Hvem skal man kontakte? Hvor kan man få hjælp? Hvem skal man samarbejde med? Det har været en uvurderlig hjælp, som vi skulle have brugt meget lang tid på selv at finde ud af. Og tid er som bekendt penge – især for startups som os.”
Iværksætterne satser på at slå igennem med platformen hos i den del af hospitality-branchen, hvor design har en central rolle, fx designer-, livsstils- og boutiquehoteller.
Lee Chamberlain forklarer, at forretningsideen bag platformen er at røre ved menneskets naturlige nysgerrighed og fascination:
”Vi ved fra os selv, at når vi kan se, røre og opleve noget, får vi større lyst til at vide noget om produktet – og ofte til at købe det. Men tit oplever man, at ingen rigtig ved noget om designprodukterne, og så ender det med, at man bare tager et foto af det – og man får aldrig købt det.”
Lee og Martin fik ideen for halvandet år siden, mens danskerne stadig var begrænset af COVID-19-restriktioner. I september 2021 grundlagde de iværksættervirksomheden Reevela, og i foråret 2022 gik de med i Beyond Beta.
Beyond Beta har styrket troen på ideen
I det fem måneder lange inkubatorforløb i Beyond Beta fik Lee og Martin testet deres forretningsidé både over for eksperter og andre nystartede iværksættere, og forløbet har for alvor givet de to iværksættere troen på, at der er en forretningsmulighed i deres idé.
Lee Chamberlain siger:
”Det har været perfekt for os på vores nuværende udviklingsniveau at sidde sammen med andre iværksættere med indsigt i design. Især har det været godt at få testet og trimmet vores forretningsidé i samarbejde med de andre iværksættere.”
Forretningen begynder nu at tage praktisk form, beta-versionen af platformen testes lige nu, og Lee og Martin arbejder på højtryk med at finde samarbejdspartnere.
Lee Chamberlain:
”Vi er lige nu i dialog med adskillige potentielle samarbejdspartnere i en række byer i både Danmark og udlandet, og vi håber i de kommende uger og måneder at kunne løfte sløret for disse lokationer på vores hjemmeside og sociale medier.”
Beyond Beta er rugekasse for iværksættere
Ligesom Lee og Martin er 11 iværksættere enten færdig med eller i gang med et inkubatorforløb under Lifestyle & Design i Beyond Beta. Lifestyle & Design Cluster forventer at have fået 60 startups gennem enten et inkubator- eller acceleratorforløb i Beyond Beta, når projektet slutter i juni 2023.
Birgitte Markussen, projektleder for Beyond Beta i Lifestyle & Design Cluster:
”I Beyond Beta har vi skabt en rugekasse for iværksættere der har vist, at de har grundforudsætningerne for at være iværksættere. Hos os får de konkrete redskaber og praktisk hjælp. Vi finder deres barrierer, skaber netværk, hjælper med at finde deres marked, og vi skaffer kontakt til mulige investorer. Målet er at hjælpe startups til at skabe en grøn levedygtig forretning.”
Lee Chamberlain og Martin Majercin grundlagde Reevela i september 2021. Det eneste de to grundlæggere ærgrer sig en smule over i dag, er at de ikke kom med i Beyond Beta tidligere.
”Inkubatorforløbet sendte os ind i hyperdrive. Var vi kommet med i Beyond Beta tidligere, havde vi været et år længere fremme i vores udvikling,” slutter Lee Chamberlain.
FAKTA Om Beyond Beta REACT
Beyond Beta REACT er Danmarks største inkubator og accelerator. Programmet tilbyder et sammenhængende tilbud af høj kvalitet til potentielle vækstiværksættere over hele Danmark. Målgruppen er alle iværksættere med et klart vækstpotentiale. Der er særligt fokus på iværksættere inden for de 14 udpegede danske styrkepositioner.
Projektet blev igangsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i juni 2021 og slutter med udgangen af juni 2023. Beyond Beta REACT er finansieret med 111,5 mio. kr. fra REACT-EU under Socialfonden.
Projektets partnergruppe består af Danmarks 13 videns- og erhvervsklynger, de seks erhvervshuse, Dansk Design Center og Accelerace.
Læs mere om Beyond Beta REACT i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Læs mere om programmet på projekthjemmesiden
FAKTA Om Lifestyle & Design Cluster
Lifestyle & Design Cluster er Danmarks nationale erhvervsklynge inden for design, mode og møbler. Klyngen arbejder for at fremme innovation og bæredygtig vækst primært i de små og mellemstore bolig- og beklædningsvirksomheder samt i de relaterede kreative brancher.
FAKTA Om EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerede EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion for at skabe flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.
Derfor medfinansierede EU's Socialfond projekter, der skulle:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser