
Foto: iStock.com/donvictorio
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har fokus på at gøre det enkelt for virksomhederne at deltage. Tilbuddet lanceres derfor i en stærkt forenklet udgave, hvor en række administrative benspænd er fjernet, og et nyt servicekrav skal sikre, at virksomhederne vil få udbetalt midlerne inden for 30 dage.
I perioden 2026-2028 vil der være fokus på fem centrale indsatser, der gør det enkelt for SMV’er at få hjælp til områder, hvor mange virksomheder selv undlader at investere tilstrækkeligt. Tilbuddet til virksomhederne består af enkle virkemidler som rådgivningsvouchers, tilskud til løn og kompetenceudvikling med veldokumenteret virkning.
Forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt udtaler:
"Omstillingsevne og produktivitetsvækst er afgørende mål for danske SMV’er, og vores nye tilbud, der bringer midlerne hurtigere og enklere i spil. Det er en vigtig ressource for hundredvis af virksomheder i hele landet. Vi investerer markant i området, fordi vi fortsat vil styrke virksomhedernes evne til at tilpasse sig og vokse i en dynamisk økonomisk kontekst – og med særligt fokus på at give virksomhederne den bedst mulige brugeroplevelse."
Med annonceringen søges efter operatører til tre delindsatser:
- 174,0 mio. kr. til at understøtte langsigtet strategiplanlægning og udvikling af mere professionelle og robuste virksomheder. Fokus på digital omstilling, anvendelse af nye teknologier og automatisering. Understøttelse af eksportforberedende aktiviteter, hvor SMV’erne bl.a. kan støttes i at imødegå et mere usikkert internationalt handelsklima
- 68,3 mio. kr. til bæredygtige indsatser, omstilling til cirkulær økonomi, øget ressourceeffektivitet og understøttelse af SMV’ernes forsyningssikkerhed
- 65,5 mio. kr. til en indsats, hvor SMV’er fortsat kan få tilskud til løn ved ansættelse af en ledig med en videregående eller erhvervsfaglig uddannelse til et udviklingsprojekt i virksomheden og kompetenceudvikling inden for fx grøn omstilling og ESG
Med den nye annoncering opprioriterer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fokus på eksportforberedelse. I en tid med stigende usikkerhed i det internationale handelsklima skal danske SMV’er styrkes i at indtræde på alternative eksportmarkeder – i fx Norden og resten af EU.
Esbjergvirksomheden Dansk Scanning A/S er en af de virksomheder, som tidligere har fået gavn af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses eksportindsats og som er et godt eksempel på, hvad et tilbud kan føre til. Virksomheden arbejder med digitalisering af papirarkiver og fik tilskud til rådgivning fra eksterne konsulenter i forbindelse med en markedsafsøgning i Tyskland.
”Vi fik gennem eksportindsatsen tilknyttet eksterne rådgivere og kunne køre projekt markedsafsøgning sideløbende med deltagelse i et antal konkrete udbud, for på den måde at kunne afprøve praktiske teorier på rigtige udbud. Det tilbud, som vi har fået gennem eksportindsatsen, har været helt uvurderligt. Det ville have taget os ti år at nå så langt, som vi er nået på et år”, fortæller Henning Kirkegaard, som er administrerende direktør i Dansk Scanning A/S.
Han vurderer, at det øgede forretningsomfang har resulteret i 10-12 nyansættelser og en omsætningsstigning på 25-30 pct., hvilket kan knyttes direkte til det tyske eksportgennembrud.
FAKTA OM INDSATSEN
- For perioden 2026-2028 annonceres en samlet økonomisk ramme på 307,8 mio. kr.
- Indsatsen er finansieret med midler fra EU’s Regionalfond og Socialfond Plus samt finansloven
- Ansøgningsfrist for at søge om at blive operatør er d. 3. september 2025 kl. 12.00
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på sit møde den 6. november 2025
- Virksomheder vil forventeligt kunne tilgå tilbuddene fra 1. jan. 2026

For yderligere information:
Daniel Ravn Paaske Jakobsen
Specialkonsulent
Mail: danjak@erst.dk
Tlf.: 3529 1842

Kommunikation og presse:
Henrik Højlund Christensen
Kommunikationskonsulent
Mail: hencri@erst.dk
Tlf.: 3529 1779