Virksomheden har deltaget i regionalfondsprojektet Digital Omstilling – Innovationssamarbejder, som bygger bro mellem udviklere, forhandlere og potentielle aftagere af innovative produkter og løsninger i SMV’er. I praksis betød det, at projektets eksperter førte Lorenz Technology sammen med en fynsk hardware-leverandør, som kunne levere den teknik, der bogstaveligt skulle til for at få Lorenz-softwaren ud at flyve.
I regionalfondsprojektet, som styres af Erhvervshus Fyn, blev der specifikt efterlyst virksomheder, der arbejder med droneteknologi. Det ramte lige midt i behovet for udvikling i Lorenz Technology.
"Projektet var genialt for os, for det gav et markant innovations-spring. Vi fik mulighed for at udvikle en ny teknologi til vores droner i tæt samarbejde med eksperter i hardware. Skulle vi selv have haft folk, der ved noget om hardware-delen, skulle vi have været meget større,” siger Nicole Sophie Christiansen.
For Lorenz Technology kom hjælpen på det rigtige tidspunkt. Virksomheden var kommet langt i arbejdet med at koble sin AI-software sammen med kommercielle droner, men var stødt på en teknisk udfordring: Vægten. Det problem blev løst i strukturfondsprojektet, som fandt en innovationspartner på Fyn, der kunne levere lettere hardware.
"Værdien af et partnerskab er slet ikke til at værdisætte. Her fik vi en leverandør, og vi fik også andre partnere, og begge dele er helt i overensstemmelse med vores princip om at outsource det, vi ikke er gode til,” siger Nicole Sophie Christiansen.
Resultaterne er ikke til at tage fejl af. Nu flyver professionelle droner med Lorenz AI-Link platformen og Lorenz Hive-softwaren ombord blandt andet rundt og inspicerer havneområder og hjælper virksomheder med at løse overvågningsopgaver, og Nicole Sophie Christiansen har kalenderen fyldt med aftaler med mulige og nuværende kunder i ind- og udland.
Strukturfondsprojektet er ikke det eneste udviklings- og innovationsprogram, Lorenz Technology har deltaget i, men ”Digital Omstilling – Innovationssamarbejder” vil blive husket i virksomheden på Sivlandsvænget i Odense.
"Vores omstilling fra førstegeneration- til tredjegenerations-droneteknologi, hvor vi fik vores software med kunstig intelligens i luften, har kun kunnet lade sig gøre på grund af vores digitale omstilling og innovationssamarbejdet,” understreger Lorenz-manageren.
Innovationssamarbejder – ikke mindst med digitalt fokus - er efterspurgt blandt danske virksomheder og medfinansieres af EU’s strukturfonde en række steder rundt om i landet. På Fyn har 375 private virksomheder modtaget støtte til at blive mere innovative og udvikle et nyt produkt. Indtil videre har indsatsen skabt 46 nye innovative virksomheder, dvs. at virksomhederne har introduceret det nye produkt på markedet.
Sådan arbejder EU’s strukturfonde
I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet. Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal styrke virksomhedernes innovationsevne, udarbejde vækstplaner for virksomhederne og hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive.