Nyhed

Nye anlæg skal booste biosolutions, så flere virksomheder kan teste deres løsninger i Danmark

Regeringen og folketingets partier har afsat 60 mio. kr. til at etablere test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter inden for CO2-til-protein og præcisionsfermentering i større skala. Begge teknologier er vigtige i den grønne omstilling, da de skaber et alternativ til animalsk protein og mindsker behovet for at producere kød og mælkeprodukter, der udleder væsentlige mængder CO2. 

  • 3. marts 2025
  • Erhvervsfyrtårne
  • Forretningsudvikling, konkurrenceevne og digitalisering
  • Innovation og styrkepositioner
  • Nye ansøgningsrunder
Biosolutions er en dansk styrkeposition

Foto: iStock.com/golfcphoto

Danske virksomheder står allerede stærkt i forhold til at udvikle og producere klima- og miljøvenlige løsninger. Området er i hastig global vækst, hvor Danmark med verdensførende virksomheder, innovative iværksættere og stærke vidensinstitutioner har en oplagt mulighed for både at opnå betydelige globale markedsandele og bidrage til at sænke CO2-udledningerne på verdensplan. 

Danske virksomheder – og særligt SMV’er – mangler imidlertid bedre adgang til danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter med tilstrækkelig kapacitet, så de i endnu højere grad kan udvikle og skalere grønne nøgleteknologier uden at skulle forlade landet.

Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:

"Dansk biosolutions skal nå helt nye højder. Det kræver investeringer og samarbejde. Nu giver vi sektoren en millionindsprøjtning, som skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden har verdensførende virksomheder, innovative iværksættere og stærke vidensinstitutioner på dansk jord. Biosolutions kan blive en af fremtidens store vækstmotorer, og det er derfor helt afgørende, at vi sikrer de bedst mulige betingelser, hvis sektoren skal opnå betydelige, globale markedsandele og bidrage til en grønnere verden. På den måde sikrer vi også, at fremtidens grønne vækst og jobs havner i Danmark."

Midlerne udmøntes i konkurrence af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvor Anne Marie Hansen, medlem af bestyrelsen og Direktør i Agro Food Park, udtaler:

"Det er afgørende, at flere SMV’er får bedre adgang til relevante faciliteter inden for nye grønne nøgleteknologier, for udviklingen på området går utrolig stærkt. Hvis de nye tilbud skal være relevante, er det essentielt, at anlæggene har stor volumen og høj kvalitet, så virksomhederne kan teste og opskalere deres løsninger kommercielt – det lægger vi vægt på, når vi ser på ansøgningerne under puljen.”

Fakta om indsatsen: 

  • 59,4 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til etablering af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU)
  • De to teknologier er præcisionsfermentering på TRL-trin ca. 7-8 i stor skala og CO2-til-protein på TRL-trin ca. 4-6
  • Midlerne udmøntes alene til etableringen af anlæggene og dermed ikke til driften af anlæggene, efterfølgende tests, indledende afklaringsarbejde, workshops, partnerskabsopbygning eller lignende. Projektet slutter, når faciliteten er opført.
  • Potentielle ansøgere: Forskningsinstitutioner, virksomheder, fonde eller lignende, som ønsker at etablere TDU-faciliteter, der kan komme iværksættere og SMV’er til gavn.
  • Ansøgningsfrist: 6. maj 2025 kl. 12

Læs mere om indsatsen her
 

Karen Bang

For yderligere information:

 

Karen Bang Cramer
Fuldmægtig, Erhvervsstyrelsen
Tlf. 3529 1779
Mail: karcra@erst.dk

 

Billede af Henrik Højlund Christensen

Kommunikation og presse:

 

Henrik Højlund Christensen
Kommunikationskonsulent, Erhvervsstyrelsen
Tlf. 3529 1779
Mail: hencri@erst.dk