Nyhed

Nyt EU-program godkendt: Fonden for Retfærdig Omstilling skal udmønte 636 mio. kr. frem til 2027

Det danske program for Fonden for Retfærdig Omstilling er nu godkendt af EU-Kommissionen. Dermed er den strategiske ramme for fonden fastlagt for perioden 2021-2027.

  • 15. december 2022
  • Nye regler, programændringer, høringer m.m.
Stockfoto - EU-flag

iStock.com/PeskyMonkey

EU’s Fonden for Retfærdig Omstilling er målrettet de landsdele, som er mest negativt påvirket af omstillingsprocessen frem mod en klimaneutral økonomi i 2050. 

I Danmark er Fonden for Retfærdig Omstilling målrettet Nordjylland og Sydjylland. Frem til og med 2027 stiller fonden derfor ca. 636 mio. kr. til rådighed for aktiviteter i de to landsdele. Midlerne skal afbøde de negative virkninger af omstillingen til en klimaneutral økonomi. 

Det danske program for fonden understøtter en række nationale strategier og planer, herunder bl.a. Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (Power-to-X-strategien) og En køreplan for fangst, transport og lagring af CO2

Programmet er resultatet af samarbejde med EU-Kommissionen og tæt dialog med en bred kreds af virksomheder, erhvervsfremmeaktører, klyngeorganisationer, civilsamfund m.m. Den brede involvering skal sikre, at programmet tager højde for virksomhedernes behov og udfordringer. 

Fonden for Retfærdig Omstilling har fem centrale indsatsområder: 

  1. Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne
  2. Teknologi- og forretningsudvikling inden for Power-to-X 
  3. Bedre vilkår for grøn omstilling i SMV'er
  4. Udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse
  5. Udvikling af lokale værdikæder for CO2-fangst, -anvendelse og - lagring (CCUS)

Midlerne fra fonden vil blive udmøntet af et indstillingsudvalg med erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet. Indstillingsudvalget skal fastlægge kriterier for, hvordan midlerne bruges, og det er også udvalgets opgave at indkalde og udvælge ansøgninger, der indstilles til tilsagn eller afslag. 

Erhvervsstyrelsen er forvaltningsmyndighed for fonden.

Læs mere om Fonden for Retfærdig Omstilling