EU-Kommissionen evaluerer Regionalfonden i 2014-2020 på tværs af medlemslandene. Som led i evalueringen giver EU-Kommissionen nu alle interesserede mulighed for at give deres mening til kende ved en offentlig høring, der er udformet som et spørgeskema. Spørgeskemaet er tilgængeligt på alle officielle EU-sprog.
Den primære målgruppe for spørgeskemaet er interessenter, der har været involveret i udmøntningen af Regionalfonden i 2014-2020-perioden. Det kan være som tilsagnsmodtagere, projektpartnere, medlemmer af overvågningsudvalget eller virksomheder og borgere, der har deltaget i projekter støttet af fonden.
EU-Kommissionen opfordrer derudover alle med interesse for fonden til at udfylde spørgeskemaet.
Evalueringen af Regionalfonden i 2014-2020 vil tage udgangspunkt i forskellige datakilder, herunder spørgeskemaer og ekspertpaneler. Resultatet af høringen vil blive opsummeret i en rapport, der offentliggøres på EU-Kommissionens portal.