Projektresumé
Ideen til dette forprojekt er opstået på grund af de gunstige forhold, der eksistere for en række verdensledende, danske virksomheder inden for de såkaldte P2X teknologier. Som en følge af integrationen af de forskellige vedvarende energiløsninger til opvarmning, transport mv., står danske virksomheder nu over for et gennembrud og store vækstmuligheder. Energilagring via forskellige Power2X-teknologier vil være omdrejningspunktet for en række virksomheder, der i dag producerer komponenter, styresystemer mv. til f.eks. vindmølleindustrien. Disse vil i fremtiden også kunne sætte sig på en betydelig del af værdikæden inden for integrerede energisystemer og stå over for et stort globalt vækstpotentiale.
Power2X begrebet handler om at bruge elektricitet fra vedvarende energikilder fra f.eks. vindmøller, når det er billigt og konvertere det til et andet grønt slutprodukt. Det kan f.eks. være grøn gas, brint, metanol mv. som kan lagres og distribueres til forskellige formål som varme, transport og industriprocesser. Elektrolyseteknologien udvikler sig markant, og samtidig bliver efterspørgslen efter grønne brændstoffer til transport større og større i en Europæisk kontekst.
Forprojektet skal virke som accelerator for Power2X- teknologiudvikling ved blandt andet at screene markedet for virksomheder, der har mulighed for at vækste inden for området. Herefter vil projektpartnere række ud til virksomhederne ved at tilbyde formidling og information af potentialet for udvikling af Power2X. Virksomhederne bliver tilbudt rådgivnings- og videnssamarbejder samt innovation camps med leverandører og producenter til energisystemerne med fokus på Power2X. Disse aktiviteter vil foregå med udgangspunkt i de to lokationer i Hobro og Skive hos henholdsvis CEMTEC og Greenlab Skive, men med det klare mål at skalere konceptet til de store eksisterende og fremtidige energihubs nationalt og internationalt. Forprojektet indeholder således følgende seks aktivitetsområder:
- Screening af virksomheder på landsplan. Innovation camps med leverandører og producenter til energisystemerne med fokus på Power2X
- Vækstforløb med udvikling af forretningskoncepter for Power2X virksomheder
- Rådgivnings- og videnssamarbejder mellem virksomheder og aktører fra energisystemerne
- Samarbejder omkring investeringsfremme og tiltrækning af kapital
- Design af Power2X test- og pilotanlæg
- Formidling, information og træning af erhvervsfremmeaktører med fokus på potentialet for udvikling af Power2X virksomheder.