Projektresumé
Formålet med projektet er at realisere de stedbundne potentialer ved at øge sammenhængskraften både fysisk og kulturelt med visionen om Rødekro som en grøn stationsby. Projektet skal understøtte en positiv udvikling, der kan være med til at tiltrække yderligere private investeringer. Det sker ved samtidig gennemførelse af tre hovedindsatser, der skal ændre både funktion og identitet: A) Transformation og energirenovering af en tidligere dagligvarebutik, placeret ved Hærvejen, til et fælles hus med bibliotek, kulturfunktioner og forsamlingsfaciliteter, B) etablering af udearealer og inviterende byrum, herunder ophold med grøn bynatur, regnvandshåndtering og trygge adgangsforhold og C) forskønnelse og sammenkobling af bymidtens forbindelser, så hele byen opleves som ét levende og grønt centrum. Den fysiske omstilling suppleres med mobilisering af lokale aktører med henblik at skabe brugerforankring og kulturliv frem mod ibrugtagning af det kommende kulturhus.