Projektresumé
Projektets formål er at udvikle og gennemføre additionelle indsatser, der hver for sig, og i sammenhæng, skal sikre inklusion og beskæftigelse af udsatte ledige. Dette skabes både igennem indslusnings- og fastholdelsesforløb, der sikrer den enkelte borgers mulighed for at blive eller forblive en aktiv del af arbejdsstyrken, og ved at styrke samarbejder mellem socialøkonomiske virksomheder, ordinære virksomheder og offentlige myndigheder med fokus på inklusion og beskæftigelse af udsatte ledige.
Rummelig Genstart består af to elementer:
Akse 3b1 – Udvikle beskæftigelsesrettede aktiviteter, der øger andelen af beskæftigede borgere fra kanten af arbejdsmarkedet
Borgere, som kommunerne ikke har haft held med at få integreret på arbejdsmarkedet, skal tilbydes indslusningsforløb, som i supplement til kommunens ordinære indsats, skal skabe nye veje ind på arbejdsmarkedet gennem tæt kontakt med relevante virksomheder. Udviklingen af inklusionsforløb, der faciliterer tilknytningen til arbejdsmarkedet, vil have en central rolle i projektet.
Derudover vil projektet udvikle aktiviteter for borgere, der tidligere har været igennem et indslusningsforløb via Socialfondsprojektet Rummelig imidt, som enten er i beskæftigelse og skal fastholdes, eller som har været i beskæftigelse og nu skal tilbydes Fast-track efterværn for at komme effektivt tilbage i job. Projektet søger således at bidrage til at øge den samlede arbejdsstyrke.
Akse 3b2 – Bevare, og etablere nye, rummelige arbejdspladser igennem socialøkonomiske virksomhedsinitiativer, partnerskaber og udviklingsprojekter
Projektet vil styrke og skabe nye samarbejder mellem socialøkonomiske aktører, det ordinære erhvervsliv og de deltagende kommuner omkring etablering og fastholdelse af rummelige arbejdspladser. Samarbejder kan f.eks. omhandle forretningsudvikling og større afsætning hos socialøkonomiske virksomheder, og at styrke ordinære virksomheders kompetencer og kapacitet ift. at ansætte fra kanten.
Projektet skal skabe jobåbninger til borgere på kanten af eller udenfor arbejdsmarkedet, ved at styrke efterspørgslen af socialt ansvar, herunder øget kendskab til og praksisanvendelse af sociale hensyn i udbud og indkøb og konsolideringen af en digital leverandør portal for registrerede socialøkonomiske virksomheder.
Projektet vil fremme aktiviteter, som med afsæt i konkrete behov afsøger nye muligheder for at etablere flere socialøkonomiske virksomheder og og offentlig-private socialøkonomiske partnerskaber.