Projektresumé
“Startblokken - Idrætten skaber livsbaner” er en landsdækkende indsats hos DIF, der bidrager til at løse udfordringen med borgere, der står uden for arbejdsmarkedet og er ekskluderet fra fællesskabet. Samtidig bidrager projektet med medarbejdere til danske SMV´er og igangsætter en modning af virksomhederne omkring social ansvarlighed og bæredygtighed.Det overordnede formål med projektet er at anvende idrætten med dens nationale infrastruktur og lokale foreninger, professionelle idrætsklubber og store velfungerende erhvervsnetværk til at styrke livsmestring, motivation, kompetencer og muligheder, hos borgere på kanten af arbejdsmarkedet, så flere kan trives i deres liv og kan komme i beskæftigelse, uddannelse eller på anden måde tættere på arbejdsmarkedet.
Initiativet anvender en konkret idrætsindsats med fire forskellige øvebaner for borgerne, som tilpasses og implementeres i lokale "klynger" bestående af kommuner, idrætsklubber og virksomheder, først og fremmest fra klubbernes erhvervsnetværk. En eller flere lokale brobyggere ansættes i de lokale idrætsklubber og bliver den primære kontakt til borgerne under indsatsen. Aktiviterene omfatter øvebaner for borgerne, først i idrætsklubberne og dernæst i øvebaner i virksomhederne, efterhånden som borgeren bliver mere klar til egentlige arbejdsopgaver.
Ideen er, at udsatte borgere har brug for et “arena-skift” for at opnå tro på egne evner, der kan skabe varige relationer til fællesskaberne. De professionelle danske idrætsklubber er perfekte arenaer for udsatte borgere, hvor der etableres match mellem borgerne og SMV´er gennem klubbernes erhvervsnetværk. Den loyalitet der findes i erhvervsnetværkene, øger sandsynligheden for, at virksomhederne giver udsatte borgere en chance. Både fordi virksomhederne gerne bidrager til lokalsamfundet og fordi de øjner muligheden for tilgang af nye dedikerede ansatte.