”Vi skal stå knivskarpt for ellers bliver kunderne væk”

På Langelands vestkyst, midt i naturen og et stykke fra alfarvej ligger Emmerbølle Strand Camping – Feriepark Langeland. Et ganske velbesøgt ferieparadis, som hvert år kan prale af ca. 85.000 overnatninger.

  • Opdateret 12. august 2024
Mia Rasmussen, daglig leder af Emmerbølle Strand Camping

Det ligger dog Mia Rasmussen ganske fjernt at prale. Hun er daglig leder af stedet, og direkte adspurgt er hun faktisk i tvivl om, hvorvidt hendes naturperle er en campingplads eller en feriepark. En masse af begge dele, bliver vi enige om.

”Rigtig mange kunder kommer for at være et med naturen, for at slappe af og dele oplevelser og kvalitetstid med nogle, de kender fra tidligere besøg hos os. Og så kommer her et væld af både børnefamilier og unge mennesker, som vælger vores sted på grund af de mange aktiviteter, som vi tilbyder både store og små legebørn”, fortæller hun. 

Emmerbølle aktivitetsområde

Rådgivning fra Erhvervshus Fyn

På baggrund af en ambition om at udvikle området i en mere bæredygtig retning kom Mia i dialog med Troels fra Erhvervshus Fyn og fik rådgivning gennem SMV:Grøn fra Virksomhedsprogrammet. Og da administration af bookingsystemet og hjemmesiden blev lidt utidigt, fik hun hjælp fra SMV:Digital, et andet tilbud i Virksomhedsprogrammet, som tilbydes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

”Samarbejdet med Erhvervshus Fyn har givet os mulighed for at få gennemført nogle af de mere grundlæggende og mere usynlige projekter, som skal løses, men som er enormt tidskrævende. Det har givet os en stor håndsrækning og har gjort, at vi er blevet i stand til at arbejde mere effektivt og at vi er blevet meget mere bevidste om for eksempel kunderejsen. Øget fokus på at være placeret øverst på listen, når folk søger efter os, har gjort os bedre i stand til at målrette vores kommunikation, og desuden har vores digitale opgradering som en behagelig sidegevinst også medført, at vi har kunnet accelerere omsætningen. Og det klager vi naturligvis ikke over”, smiler Mia Rasmussen.

At hun ikke sammen med sine kolleger skal bruge så lang tid på administrative udfordringer, frigør også ressourcer til opgradering af faciliteter, aktiviteter og tilbud. Ambitionen er, at der skal være noget nyt at komme efter hvert år, for det forventer kunderne, men der skal også afsættes ressourcer til årligt vedligehold af hytter, ungdomsfaciliteter og sanitet. Og man fornemmer ret tydeligt på hende, at der ikke må slækkes på kvaliteten.

”Vores næste projekter er blandt andet etablering af en ny, stor legeplads, og så skal vi gøre de sanitære forhold endnu mere indbydende. Vi spænder i forvejen ganske bredt med et stort pool-område, multisportsfaciliteter og fitnesscenter, så i virkeligheden er den årlige udvidelse af tilbudskataloget lige så meget et pres, som vi har lagt på os selv. Men vi vil jo gerne være med helt fremme, så folk kommer igen. Og at de fortæller venner og bekendte om det der dejlige sted på Langeland”, siger Mia Rasmussen. 

Emmerbølle minigolf

Optur for branchen efter pandemien

Emmerbølle Strand Camping – Feriepark Langeland er også kommet helskindet på den anden side af Covid-19 perioden, og faktisk var campingbranchen ikke så hårdt ramt som andre brancher i turist- og oplevelsesindustrien.

”Da Danmark var lukket, var det heldigvis i vores lavsæson. Da der gradvist blev åbnet igen, var der først helt dødt, men efterfølgende oplevede vi et kæmpe boost med masser af gæster. Vi arbejder jo meget med naturoplevelser, så der var færre restriktioner hos os, og det kunne vi mærke”, fortæller campingchefen.

Samarbejdet med Erhvervshus Fyn og brugen af puljerne i Virksomhedsprogrammets SMV:Grøn og SMV:Digital har også haft som afledt effekt, at Mia Rasmussen har været i stand til at udvide markedsområdet. Hun har med stor succes sat gang i digitale markedsføringstiltag i Tyskland.

”Vi har gennem tiden haft besøg af mange tyske familier og erfaringen fortæller os, at tyske gæster ofte kommer igen, når de finder et sted, som de synes om. Mange er kommet sydfra hvert år gennem 10-15 år, og de seneste par år har vi bemærket, at flere yngre tyskere har opdaget Emmerbølle, Langeland og alt det, som vi tilbyder. Så nu prøver vi at gøre opmærksom på os selv på de sociale medier syd for grænsen”, siger hun. 

Emmerbølle Strand svømning

Ny inspiration langt fra ”hjemmet”

I dagene for dette interview var Mia Rasmussen ved at lukke ned for sæsonen på Langeland. Fra første november var residensen et sommerhus i Nordjylland, flere hundrede kilometer fra Emmerbølle. Mulighed for afslapning, for at få pulsen ned og for at lægge planer og tænke nye tanker om fremtidige muligheder for området på Langeland.

”Jeg har regnet ud, at jeg hvert år bruger cirka 2,5 årsværk på Langeland. Der er ikke megen tid til afslapning, når sæsonen er i gang, for området skal være indbydende, det hele skal klappe og gæsterne skal serviceres. Og hvis ikke vi står knivskarpt, så bliver kunderne væk. Jeg har simpelthen brug for at komme langt væk for at få fyldt ny energi og ny inspiration på tanken. Men det er da klart, at jeg glæder mig til at komme tilbage, når den nye sæson banker på, for Emmerbølle er mit ”barn” og mere en livsstil end et job”, slutter hun.

Virksomhedsprogrammet er til for SMV’er 

Virksomhedsprogrammet er et landsdækkende program, der medvirker til at omstille og styrke væksten i SMV’er i hele landet.

Det sker ved at støtte virksomheder i digitalisering, grøn omstilling, internationalisering og professionalisering i seks spor:

  • SMV:Grøn 
  • SMV:Grønne Kompetencer 
  • SMV:Digital 
  • SMV:Vækstpilot 
  • SMV:Eksport 
  • SMV:PRO

Virksomhedsprogrammet blev igangsat i 2021 med 600 mio. kr. fra REACT-EU. Programmet er i dag en signaturindsats for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som i 2022 bevilgede ca. 430 mio. kr. fra Regionalfonden, Socialfonden Plus og finansloven. Med midlerne er programmet forlænget til udgangen af 2025 og udvidet med sporene SMV:PRO og SMV:Grønne kompetencer.