Nyhed

Virksomhedsprogrammet trækker i SMV’erne: Ekstra 60 mio. kr. til nye ansøgningsrunder

Virksomhedsprogrammet, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsatte i sommer med 600 mio. kr. fra REACT-EU, har fået en god start. Nu skal programmet ud til endnu flere virksomheder.

  • 9. december 2021
  • Forretningsudvikling, konkurrenceevne og digitalisering
  • Grøn og cirkulær omstilling
Stockfoto - digitalisering

Foto: Kreditering: iStock.com/TommL

Virksomhedsprogrammet, som udbydes i hele landet af erhvervshusene, har skabt stor interesse hos landets SMV’er: På få måneder har knap 1.500 SMV’er søgt om i alt 192 mio. kr. i de første to ansøgningsrunder i programmet, og i de nye ansøgningsrunder i starten af 2022 ventes også mange ansøgninger.

  • 50 mio. kr. til at styrke SMV:Digital, der hjælper SMV’er med digitalisering.
  • 10 mio. kr. til at styrke SMV:Grøn, der tilbyder SMV’er hjælp til grøn omstilling.

Gennem Virksomhedsprogrammet kan SMV’er få tilskud til rådgivning, investering og kompetenceudvikling inden for digitalisering, grøn omstilling og internationalisering samt tilskud til ansættelse af en vækstpilot.

Venter mange ansøgere efter nytår

Over 1.000 SMV’er har sammenlagt ansøgt om 118 mio. kr. til rådgivning og investering i de første to ansøgningsrunder til SMV:Digital via Virksomhedsprogrammet. Dermed er den afsatte pulje næsten opbrugt og tilføres nu yderligere 50 mio. kr. Virksomhedsprogrammet er således med til at booste SMV:Digital, som med Finansloven for 2022 netop er blevet forlænget til 2025.

I SMV:Grøn, hvor der hidtil har været én ansøgningsrunde, har interessen tømt puljen til kompetenceudvikling, og derfor tilføres sporet ekstra midler.

Nicolai Hansen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og rådgiver i Nico Holding:

"Vi har en forventning om, at rigtig mange SMV’er vil søge, når der igen åbnes for ansøgninger i 2022. Derfor tilfører vi midler fra reserven til de to spor, hvor efterspørgslen indtil nu har været størst.”

Nicolai Hansen tilføjer, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ønsker at gøre det så enkelt som muligt for virksomhederne at søge midler fra Virksomhedsprogrammet:

"Det er vigtigt, at REACT-EU-midlerne hurtigst muligt kommer ud til SMV’erne, og det kræver, at virksomhederne får tid til at planlægge deres ansøgning. Derfor frigiver vi midlerne nu, så man ved i god tid, at ansøgningsrunderne åbner.”

SMV:Digital har i årevis haft en hovedrolle i erhvervsfremmesystemet: Siden 2018 er der givet tilsagn til omkring 3.000 digitale projekter i SMV:Digital. Regeringens Digitaliseringspartnerskab anbefalede i oktober at tilføre SMV:Digital yderligere 300 mio. kr. frem til 2025, og det er nu godt på vej til at blive realiseret. Med finansloven for 2022 er der samlet afsat cirka 160 mio. kr. til SMV:Digital frem til 2025, og med 50 mio. kr. til SMV:Digital i Virksomhedsprogrammet forstærkes indsatsen væsentligt i 2022.

Digitalisering er vigtigt for SMV’erne

Med 1.022 aktuelle ansøgninger fra virksomheder er SMV:Digital klart det mest populære spor i Virksomhedsprogrammet. Blandt ansøgerne er virksomheden Bluebay Marine i Silkeborg, der importerer og sælger både. Virksomheden med 22 ansatte har fået 100.000 kr. til rådgivning, og pengene skal bruges til at opgradere virksomhedens ERP-system, der er helt afgørende for virksomheden:

"Vi bruger vores system til at håndtere fakturaer, ordrer og lager, men der sker stadig alt for mange menneskelige fejl, som en computer aldrig ville begå. Vi skal derfor investere i en systemintegration, og vi her har brug for rådgivning, så vi går den rette vej,” forklarer indehaver og direktør Dan Løwe Christiansen.

Båd-direktøren har travlt, for Bluebay Marine er en vækstvirksomhed og venter en stigning i omsætningen på ca. 30 pct. om året og en årlig jobvækst på fem-seks ansatte:

"Vi har før fået hjælp fra SMV:Digital, og derfra ved vi, at det hjælper helt ekstremt at få eksterne øjne på en udfordring. Med støtten kan vi gå i gang med det samme, og uden støtten vurderer jeg, at det havde varet tre-fire år.”

Direktør: Vi får det hele i Virksomhedsprogrammet

I SMV:Grøn kan virksomheder, der arbejder med grøn omstilling, få tilskud til rådgivning og kompetenceudvikling, og som noget nyt kan der også gives tilskud til investeringer, fx certificeringer. Den kombination ramte et behov hos 272 ansøgere i første runde.

En af dem er virksomheden Don Plast i Sorø, der blandt andet laver produkter af genbrugsplast. Nu vil virksomheden skabe et helt nyt vækstområde ved at genbruge affaldsprodukter fra kaffebønner til en produktion af bioplast.

Direktør Claus Rosenfeldt, Don Plast:

"Vi kan mange ting, men i dette projekt har vi brug for nye kompetencer, rådgivning om den rette, bæredygtige vej og på langt sigt også hjælp til investeringer. Vi kan få det hele i Virksomhedsprogrammet.”

Don Plast har fået i alt 360.000 kr. i støtte til rådgivning, investering og kompetenceudvikling, og direktøren regner med, at virksomheden selv kommer til at lægge det tredobbelte beløb i projektet:

"Vi ser en fornuftig fremtid i det, men det er et helt nyt område for os. Der er også en vis risiko i det, og vi ville næppe være gået i gang med det uden støtte fra Virksomhedsprogrammet.”

Udover SMV:Digital og SMV:Grøn omfatter Virksomhedsprogrammet også SMV:Vækstpilot, der giver virksomhederne et tilskud på op til 15.000 kr. om måneden i seks måneder til at ansætte en ledig, der er faglært eller har en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Her har 154 virksomheder indtil nu ansøgt om sammenlagt 29 mio. kr., hvilket svarer til 60 pct. af puljen.

Virksomhedsprogrammet rummer yderligere én indsats, SMV:Eksport, der igangsættes primo 2022 med 60 mio. kr. fra REACT-EU og 30 mio. kr. fra sommer- og erhvervspakken, som regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier står bag.

Om Virksomhedsprogrammet

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har afsat 600 mio. kr. fra REACT-EU-programmet til det landsdækkende virksomhedsprogram, som skal bidrage til at afhjælpe konsekvenserne af COVID-19 og understøtte en grøn, digital omstilling af SMV’er i hele landet. Indsatsen er en del af en samlet REACT-indsats på 1,3 mia. kr., som også omfatter en iværksætterindsats og udvikling af lokale erhvervsfyrtårne.

Virksomhedsprogrammet finansierer tre virkemidler:

  • Rådgivning om grøn og digital omstilling samt internationalisering
  • Kompetenceudvikling
  • Tilskud til investeringer i konkret teknologi, fx certificeringer, produktionsudstyr, software mv.

Virksomhedsprogrammet udmøntes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i samarbejde med landets seks tværkommunale erhvervshuse. Programmet skal være afviklet senest medio 2023.

Læs mere om Virksomhedsprogrammet