Bemærk
Denne annoncering offentliggøres med forbehold for den kommende Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses tiltrædelse af annonceringen. Da bestyrelsen endnu ikke er udpeget, kan den kommende bestyrelse evt. beslutte ikke at tiltræde udmøntningen på grundlag af annonceringen. I så fald vil der ikke blive truffet afgørelse om tilsagn eller udmøntet midler på grundlag af de indsendte ansøgninger. Ansøgere gøres derfor opmærksomme på, at en indsendt ansøgning ikke indebærer nogen garanti for eller berettiget forventning om støtte.
Baggrund
Bestyrelsen indkalder ansøgninger til puljen ”Lokale og tværgående turismeprojekter”, da turisme er en signaturindsats for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og en styrkeposition, som skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Foruden at bidrage væsentligt til dansk eksport og økonomi, har turismen i mange dele af landet stor betydning for den lokale udvikling og for levedygtige samfund.
Selvom dansk turisme er tilbage på vækstsporet, byder de kommende år fortsat på hård international konkurrence om at vinde og fastholde markedsandele. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil adressere turismeerhvervets strukturelle udfordringer for at fastholde det positive momentum gennem tre udvalgte temaer fra den nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme:
- En bred vifte af turismetilbud: Kultur-, events-, outdoor- og mødeturisme skal styrke det danske turismeprodukt
- Mod en grønnere rejse: Turismen skal være en del af den grønne omstilling
- Et fundament af viden og data: Iværksætteri, digitalisering og data skal drive turismens innovation
Puljens initiativer skal sikre, at destinationsudvikling og virksomhedsudvikling går hånd i hånd, så det kommer hele destinationer til gavn. Puljen er målrettet projekter, som indeholder fokuserede udviklingsaktiviteter, der adresserer en konkret og underbygget udfordring, behov og/eller stedbundet potentiale.
2026: Lokale og tværgående turismeprojekter
Beskrivelse af indsatsen
Strategisk fokus i indsatsen
Ansøgninger skal understøtte en mere miljømæssig, økonomisk og social bæredygtig vækst i dansk turisme frem mod 2030 og bidrage til at realisere pejlemærkerne i Veje til bæredygtig turismevækst inden for følgende tre temaer:
- En bred vifte af turismetilbud
- Mod en grønnere rejse
- Et fundament af viden og data
Læs Veje til bæredygtig turismevækst
Læs Virksomhedsudvikling i hele Danmark 2024-2027
I kan læse mere om det strategiske fokus i afsnit 2 i annonceringsmaterialet, som kan downloades øverst på denne side.
Hvem kan søge?
46,8 mio. kr. af puljens midler kan kun ansøges af de tværkommunale destinationsselskaber. Herudover kan 11,7 mio. kr. fra puljen også ansøges af andre turismefremmeaktører herunder ø-kommuner, som ikke indgår i et destinationsselskab. Der kan ikke ansøges om støtte til projekter, som udelukkende er målrettet udviklings- eller driftsaktiviteter i enkelte virksomheder/organisationer.
Budget og finansiering
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil støtte lokale og tværgående turismeprojekter med op til 58,5 mio. kr., hvoraf 46,8 mio. kr. kun kan søges af de tværkommunale destinationsselskaber, mens 11,7 mio. kr. også kan søges af øvrige turismefremmeaktører, herunder til destinationsudvikling i ø-kommuner, der ikke indgår i et destinationsselskab.
Projekter skal have udgifter for minimum 3 mio. kr. (For ø-kommuner, der ikke indgår i et destinationsselskab, er krav til minimumsbudget dog 1 mio. kr.).
Ansøgere kan maksimalt søge om 8 mio. kr. i tilskud, som maksimalt kan udgøre 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter.
Projektets øvrige finansiering forventes at komme dels fra projektets egenfinansiering (dvs. finansiering fra ansøger og/eller økonomiske partnere i projektet) samt evt. også i form af kontante tilskud fra andre offentlige og private bevillingsgivere (fx fonde mv.), der bidrager med finansiering uden at få en direkte modydelse i projektet.
Finansiering af projekterne er uddybet i afsnit 6 i annonceringsmaterialet, som kan downloades øverst på denne side.
Organisering
Et projekt skal gennemføres af en tilsagnsmodtager, der er juridisk og økonomisk ansvarlig for implementering og administration af projektet på vegne af eventuelle øvrige økonomiske partnere.
For midlerne i destinationsudviklingspuljen (46,8 mio. kr.), kan tilsagnsmodtager udelukkende være et af de tværkommunale destinationsselskaber, mens de resterende midler (11,7 mio. kr.) også kan søges af øvrige private og offentlige turismefremmeaktører i Danmark, herunder fx ø-kommuner uden for destinationsselskab, VisitDenmark, de nationale turismeudviklingsselskaber (MeetDenmark, Dansk Storbyturisme og Dansk Kyst- og Naturturisme), foreninger, virksomheder m.fl.
Projekter kan gennemføres i samarbejder mellem et eller flere destinationsselskaber, lokale og/eller nationale turismeaktører, herunder de tværkommunale erhvervshuse, VisitDenmark og de nationale turismeudviklingsselskaber, så relevante specialiserede kompetencer bringes i spil i projektet.
Organisering er uddybet i afsnit 3 i annonceringsmaterialet, som kan downloades øverst på denne side.
Krav og udvælgelseskriterier
Ansøgningen skal opfylde en række krav, som uddybes i afsnit 4 i annonceringsmaterialet, som kan downloades øverst på denne side.
Hvis ansøgningen opfylder minimumskravene, vil den blive vurderet på og udvalgt efter tre kriterier:
A. Resultater og effekter (vægter 50 pct.)
B. Fokus og behov (vægter 30 pct.)
C. Partnerskab og samarbejde (vægter 20 pct.)
Udvælgelseskriterierne er uddybet i afsnit 5 i annonceringsmaterialet.
Den gode ansøgningsproces
Godt forarbejde er afgørende for en god ansøgning. Vi har lavet en guide, der hjælper jer til en god ansøgningsproces. I finder guiden i bilag 1 i annonceringsmaterialet.
Obligatoriske bilag
Alle ansøgere skal udfylde og vedhæfte et aktivitetsbudget til ansøgningen. I skal anvende denne skabelon til aktivitetsbudgettet.
Ansøgning og vejledning i ansøgningsprocessen
Ansøgninger skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (OBS: det kræver MitID Erhverv login).
Vær opmærksom på at I har udfyldt alle felter i ansøgningsskemaet, og vedhæftet aktivitetsbudgettet som bilag, før I indsender jeres ansøgning.
Ansøgningsfristen er mandag den 19. oktober 2026 kl. 12.00.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan vælge at give tilsagn på enten hele det ansøgte beløb eller et reduceret beløb. Bestyrelsen træffer beslutningen på baggrund af ansøgningens vurderede kvalitet, skalerbarhed, budgetstørrelse og under hensyntagen til puljens samlede omfang.
Ansøgninger forventes behandlet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i perioden 1.-10. december 2026. Snarest muligt herefter får ansøgere besked om udfaldet.
Ansøgningsprocessen uddybes i afsnit 7 i annonceringsmaterialet, som kan downloades øverst på denne side.
Har I brug for vejledning?
Erhvervsstyrelsen vejleder om rammerne for annonceringen, regler for støtteberettigelse mv.
For yderligere information om annonceringen kan I kontakte Malene Bang Lindholm
(mallin@erst.dk, 35291673), Cecilie Cassøe Hald (cechal@erst.dk, 35291477) eller Trine Tved Korsgaard (trikor@erst.dk, 35291791).
Hjælp til ansøgningsprocessen
Vi har samlet alle de vigtigste vejledninger og dokumenter til ansøgning af projekter uden EU-medfinansiering på vores hjemmeside Udvikling i Danmark.
Kontakt
Malene Bang Lindholm
Email: mallin@erst.dk
Telefon: 3529 1673
Kontakt
Cecilie Cassøe Hald
Email: cechal@erst.dk
Telefon: 3529 1477
Kontakt
Trine Tved Korsgaard
Email: trikor@erst.dk
Telefon: 3529 1791