Projektresumé
Internettet har fuldstændig ændret den måde, vi handler på, hvilket de følgende tal viser. Danskerne handlede således i 2018 for 142 mia. kr. online ud af et samlet forbrug på 416 mia. kr. Danmark ligger dermed i top i EU, når det gælder om at købe og sælge online.
Danskere i alle aldersgrupper e-handler, og netbutikken er blevet en salgskanal ved siden af den fysiske butik. Dette betyder også, at når der søges information, sker det online – og i stigende grad på mobileplatforme.
Detailbutikker, engros- og produktionsvirksomheder er nødt til at være tilstede i dag digitalt. Alle behøver ikke sælge på nettet, men de skal have en hjemmeside, der viser, hvad der kan købes. Hvor man tidligere talte om ”showrooming”, hvor kunderne først kiggede i butikken, og så købte på nettet, så er købsmønstret i dag lige omvendt. De fleste kunder starter med at søge informationer på nettet, inden de beslutter sig for at gå ned i den fysiske butik.
Når danske forbrugere skal vælge netbutik, så svarer hver tredje, at det betyder noget for dem, at netbutikken har en fysisk butik, hvor de kan få lov til at returnere varen eller klage, hvis der er et problem. Den fysiske butik betyder altså noget for forbrugernes valg af netbutik, og de forventer, at netbutik og fysisk butik spiller sammen. Og det er ikke kun butikslokalet, der skal være inspirerende og indbydende – det skal hjemmeside og netbutik også.
For forbrugerne er e-handel nemt – det kræver kun ét klik. For virksomhederne er det helt anderledes besværligt og kræver en stor indsats at få alt til at spille sammen og være rentabelt.
Hvor man før tænkte på digital handel som en konkurrent til den fysiske butik, er digital handel i langt højere grad i dag en del af en omnichannel-tankegang, hvor de to platforme går hånd i hånd.
Derfor skal medarbejderne kunne operere i begge butiksformer med de forskellige typer kompetencer og karakteristika, dette indebærer. Der vil derfor i projektet blive ekstra uddannelse i digital handel for 900 EUD-elever. Gennem disse yderligere kompetencer vil eleverne også kunne være med til at tilføre butikker og virksomheder kompetencer inden for digital handel, som vil kunne være medvirkende årsag til, at de kan videreudvikle sig ud fra en omnichannel-tankegang.