Nyhed

”I en periode pakkede hele familien slik i døgndrift”

Corona har retfærdigvis fået skyld for meget dårligt og har på mange områder ændret vores adfærd. Krisen har imidlertid også fået rusket godt op i nogle indgroede traditioner, og vi er blevet tvunget til at gøre nogle ting på andre måder. Vi har for eksempel fået åbnet for større brug af onlinemøder. Og for at købe bland-selv-slik på internettet. Det er et forretningsområde, som en søskendeflok fra Herning har forstået at skabe en succes på.

  • 8. maj 2024
  • Forretningsudvikling, konkurrenceevne og digitalisering
  • Iværksætteri
Slikbilen 4 søskende

De fire søskende bag slikbilen - Lasse, Michelle, Daniel og Mikkel Salling. 
Foto: Henrik Højlund Christensen, Erhvervsstyrelsen

Slikbilen blev etableret i 2020 af Michelle, Mikkel, Lasse og Daniel Salling Petersen. I første omgang i små og ydmyge omgivelser, senere flyttede de til noget større lokaler på Tjelevej, hvor virksomheden i dag har både administration, lager og butik.

”Lasse kørte rundt med færdigblandede poser og kunderne var glade, men der var ingen penge i det. Så hvis vi skulle fortsætte, krævede det nytænkning og udvikling,” forklarer Mikkel Salling, som med egne ord nok er det tætteste, man kommer på en administrerende direktør i Slikbilen.

”Da landet pludselig var lukket ned, var en af konsekvenserne, at vi fik frigivet en masse ressourcer. Sagt med andre ord, så begyndte vi at kede os og spekulere i, hvad vi nu skulle lave,” fortæller Mikkel Salling og fortsætter:

”I vores familie er vi glade for bland-selv-slik og det kunne vi pludselig ikke få. Vi fandt ret hurtigt ud af, at mange andre havde det på samme måde, og så opfandt vi Slikbilen, som i starten var en slags Hjem-is bare med slik.”
 

Overraskende stor efterspørgsel

De fire søskende havde under pandemien således opdaget og fået hul igennem til en niche i markedet, hvor efterspørgslen var stor. Ideen var rigtig, der skulle bare skrues på konceptet. Det skulle også være både bæredygtigt og forretningsmæssigt forsvarligt. De fik fat i en bekendt med forstand på markedsføring og branding, og så tog det for alvor fart i den lille slikvirksomhed. 

”Da vi havde fået udviklet vores hjemmeside, fået webshoppen op at køre og fået sat skub i markedsføringen, gik det hele temmelig meget amok. Der var tydeligvis andre, som også havde savnet det jævnlige sukkerboost, og i en periode håndterede vi mellem 800 og 1.000 ordrer om dagen. Og om natten, for hele familien pakkede faktisk slik i døgndrift,” siger slikdirektøren. 

Slikbilen poster

Markedsføring af Slikbilen 
Foto: Henrik Højlund Christensen, Erhvervsstyrelsen

Direktørtitler er imidlertid ikke noget, de går særlig meget op i, og faktisk er det vigtigere for idémanden Mikkel, at der indgår noget med udvikling i hans stillingsbeskrivelse. Lasse er involveret i det meste, når det handler om salg, mens Michelle tager sig af markedsføring, branding og sociale medier. Mikkel, Lasse og Michelle har sagt farvel til deres tidligere jobs og er fuldtidsansatte i Slikbilen, mens storebror Daniel stadig har sit job i kopimaskinebranchen og derfor kun deltager på deltid i den daglige drift. 

”Jeg er her fast hver onsdag og byder ind på forefaldende opgaver i virksomheden. Og dem er der masser af. Mikkel er nok den, der får de fleste ideer til nye forretningsinitiativer, men vi er en familievirksomhed og tager de store beslutninger i fællesskab. Og selv om vi hver især varetager nogle specifikke ansvarsområder i virksomheden, så skal vi kunne supplere hinanden og tage over, når det brænder på. Og det kan vi,” fortæller Daniel.  

En meget lyserød fysisk butik

De er alle fire uddannede i butik, og savnede i starten af deres forretningseventyr den daglige kontakt med kunderne. Og da virksomheden var flyttet i lokalerne på Tjelevej, var der plads til at indrette en fysisk butik. Men at åbne en slikbutik i et industrikvarter i Herning kan vel aldrig løbe rundt? Den logiske placering ville da være i midtbyen, hvor der kommer flere kunder forbi?

”Vores far sagde godt nok, at det aldrig ville gå, og at det var en noget tvivlsom beslutning, men han tog fejl. På åbningsdagen måtte vi lukke folk ind i hold, og det viser sig, at kunderne gerne vil køre efter slik i vores lyserøde butik. Det var samtidig vigtigt for os, at vi kunne være tæt på forretningen, og det ville ikke være muligt på samme måde med en slikbutik i midtbyen. For vi undersøgte selvfølgelig muligheden,” pointerer udviklingsdirektøren smilende.

Slikbilen shop

Slikbilens fysiske butik på Tjelevej i Herning
Foto: Henrik Højlund Christensen, Erhvervsstyrelsen

Fokus på det der virker

Det var altså en forholdsvis velovervejet beslutning at tilføje en fysisk butik til forretningsporteføljen. Et must for de fire søskende og et eksempel på, at der i den fladt organiserede ledelse ikke er langt fra tanke til handling, når nye koncepter og salgsmuligheder skal implementeres i organisationen.

”Vi handler meget på efterspørgslen fra kunderne og markedet, når vi lægger nye sten på fundamentet. Vi har nået rigtig meget på ret kort tid, og det er let at blive revet med, for vi har jo en ambition om at lave alt det, som både vi selv og kunderne synes er sjovt. Vi har altid masser af ideer til nye initiativer, som vi trykprøver internt, og hvis vi vurderer, at de holder, så sætter vi i gang. Og hvis det så viser sig, at vi har taget fejl, så drager vi den nødvendige konsekvens. Vi skal simpelthen være indstillede på at slagte vores hellige køer, og det er vi,” siger Mikkel Salling.

På et tidspunkt i udviklingen af Slikbilen stod det klart for de fire, at deres udviklings- og salgskompetencer ikke var tilstrækkelige i forhold til driften af virksomheden. Ved at kontakte MADE, Manufacturing Academy of Denmark, som arbejder for at fremme produktion i Danmark gennem forskning, innovation og uddannelse, fik de gennem et EU-støttet kickstartprojekt sat fokus på de mangler, som var blevet stadigt mere tydelige, efterhånden som virksomheden voksede i størrelse.

”I en to-måneders periode i starten af 2024 havde vi et samarbejde med Karsten Thornø Ahrentsen, som er seniorkonsulent på Teknologisk Institut. Han analyserede vores udviklingspotentiale på områder som procesoptimering, lagerstyring og pakningsløsninger. Og mest af alt hvad vi manglede for at kunne arbejde mere agilt og ressourcebesparende. Den efterfølgende rapport har virkelig givet stof til eftertanke, og vi er i fuld gang med at implementere de løsningsforslag, som er beskrevet i rapporten,” fortæller Mikkel Salling.
 

Godt i gang og rigtig meget i vente

En klog mand sagde engang, at det er svært at spå – især om fremtiden. Og direkte adspurgt kan Mikkel, Lasse, Daniel og Michelle da heller ikke komme med klare svar på, hvor Slikbilen er om to, tre eller fem år. De har imidlertid prøvet at sikre de fremtidige forretningsmuligheder ved at fokusere på flere områder for ikke at fremstå sårbare, hvis markedet pludselig gør knuder. Webshop, fysisk butik, færdigblandede personaleoplevelser og samarbejder med detailhandlen skal bidrage til udviklingen. Blandt meget andet.

”Vi har sindssygt mange ting på vej. På det seneste har nogle af de største i detailhandlen købt ind på både vores nuværende og kommende produktsortiment, og det er klart, at når vi skal konceptudvikle og levere til f.eks. Salling Group, Wolt og Normal, så er det en anden volumen, end vi har været vant til. Vi er også blevet inviteret til at komme med vores slikbil til nogle store, landsomspændende aktiviteter. Og det klarer vi selvfølgelig også,” siger Mikkel Salling.
 

Slikbilen Michelle

Michelle Salling har ansvaret for Branding og SoMe i Slikbilen
Foto: Henrik Højlund, Erhvervsstyrelsen

Kvalitet i hele værdikæden er altafgørende for fremtiden

På Trustpilot giver kunderne virksomheden gode anmeldelser, og Slikbilen bliver ofte rost for, at det bestilte slik leveres hurtigt og er meget mere friskt end det slik, som man typisk finder i supermarkedernes bland-selv afdelinger. Og det glæder de fire søskende. 

”Vi leverer friske produkter fra dag til dag. Hvis vi går på kompromis med kvaliteten, så har vi ingen forretning. Vi er afhængige af vores kunder, vi har aldrig misset en deadline – og det kommer vi heller ikke til,” konkluderer Michelle, og hendes brødre nikker bekræftende.
 

MADE Kickstartprojekt

Kickstartprojekter er rettet mod SMV’er, der gerne vil have en forsmag på, hvordan de gennem MADE kan få hjælp til at udvikle nye løsninger og implementere nye teknologier. Projektet foregår i et tæt samarbejde med de regionale erhvervshuse og specialister i MADE. Konkret tilbydes virksomheder 25-30 timers ekspertviden til at løse konkrete udfordringer i produktionen.

Målgruppen er SMV'er, der har et betydeligt uudnyttet innovationspotentiale, og som har ambitioner om deltagelse i innovationsaktiviteter men meget begrænset erfaring.
Det er gratis at deltage i et kickstartprojekt - virksomheden investerer blot med sin egen tid i form af en enkelt arbejdsuge. Kickstartprojektet er medfinansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Regionalfond.

Ansøgningsfrist: MADE modtager ansøgninger løbende.