Nyhed

Fokus på SMV’er, konkurrenceevne og enklere regler skal stå centralt i fremtidens EU

Det var blandt hovedbudskaberne, da Erhvervsstyrelsen forleden havde indbudt Europa-Kommissionen, erhvervs- og arbejdstagerorganisationer og væsentlige aktører i det danske erhvervsfremmesystem til dialog om, hvordan fremtidige midler fra EU’s samhørighedspolitik bedst understøtter de tusindvis af iværksættere og SMV’er, som hvert år drager nytte af erhvervsfremmetilbud på tværs af landet.  

  • 24. februar 2025
  • Forretningsudvikling, konkurrenceevne og digitalisering
  • Innovation og styrkepositioner
  • Arrangementer, webinarer, konferencer og kampagner
Samhørighedsevent 2025

Foto: Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen var vært ved eventet, hvor Europa-Kommissionen og en række danske nøgleaktører drøftede retningen for fremtidens fælleseuropæiske indsatser. EU-fondene under samhørighedspolitikken finansierer en stor del af den danske indsats på erhvervsfremmeområdet, og et af hovedformålene var at klæde Kommissionen på med danske perspektiver på, hvordan EU-midlerne fremover kan gøre størst mulig gavn for danske virksomheder.
 

Fra Kommissionens side blev det fremhævet, at administrativ forenkling er højt på dagsordenen, men også skal afvejes i forhold til fælleseuropæiske indsatser. Erhvervsstyrelsens direktør Katrine Winding understregede, at indmeldingerne fra deltagerne er vigtige, så vi fra dansk side sætter så stort aftryk som muligt på fremtidens samhørighedspolitik.

”Det er vigtigt, at midlerne fra EU udmøntes på en måde, så de styrker dansk og europæisk konkurrenceevne optimalt. De skal skabe så meget værdi for virksomhederne som muligt. Derfor er det afgørende, at det bliver meget enklere at deltage for virksomhederne,” sagde hun.

I en tid med geopolitisk stormvejr er Europas konkurrenceevne et naturligt tema for sådanne drøftelser. Ikke mindst i forlængelse af den såkaldte Draghi-rapport, der anbefaler at øge de europæiske investeringer med 750-800 milliarder euro årligt på et antal kerneområder for at styrke Europas vigende konkurrenceevne i forhold til USA og Kina. 

Meldingen er klar fra Christian Motzfeldt, forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:

”I Europa skal vi rykke sammen i bussen nu, for vi er ubehageligt langt bagefter på flere områder. Danmarks internationale konkurrencekraft skal styrkes ved at fokusere på vores danske styrkepositioner og være omstillingsparate. Og så skal vi give de små og mellemstore virksomheder bedre muligheder for at øge produktiviteten og skabe bæredygtig vækst gennem enkle og effektfulde indsatser i hele Danmark,” pointerer han. 

Eventet i København var startskuddet til dialogen blandt danske aktører om fremtidens samhørighedspolitik. Europa-Kommissionen behandler i den kommende tid de mange indspil og forventer at kunne præsentere et udkast til samhørighedspolitikken efter 2027 i andet halvår af 2025 – forventeligt under dansk EU-formandskab.