Danmark har en særlig udfordring med at skabe nye virksomheder, som vokser sig rigtig store og forbliver i Danmark. Derfor har denne indsats til formål at understøtte før-iværksættere og nye virksomheder med vækstpotentiale.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har afsat i alt 48,3 mio. kr. til den brede iværksætterindsats, der skal understøtte væksten i nye virksomheder. Indsatsen suppleres bl.a. af en specialiseret indsats målrettet iværksættere med betydeligt større vækstpotentiale end i den brede indsats (se særskilt annoncering om den specialiserede indsats).
Bred iværksætterindsats
Beskrivelse af indsatsen
Målgruppe
Målgruppen for indsatsen er personer, der påtænker at etablere et CVR-nummer og virksomheder, der er etableret inden for de seneste 7 år inden for alle brancher. Operatøren skal i sin ansøgning opstille krav og kriterier, som sikrer, at de udvalgte iværksættere har vækstpotentiale og ambitioner om at udvikle virksomheden. Vurdering af vækstpotentiale skal især baseres på kvalitative kriterier. Det kan fx være følgende:
- Iværksætteren skal som person udvise målrettethed, ambition og relevante kompetencer, der øger sandsynligheden for vækst og succes
- Før-iværksætteren skal have en velfunderet forretningsidé og en konkret tidsplan for virksomhedens opstart
- Etablerede virksomheder skal kunne sandsynliggøre, at der er eller vil være efterspørgsel efter deres produkt/service
- Før-iværksætteren eller virksomheden må ikke udelukkende konkurrere om eksisterende markedsandele, men skal tilføre markedet ny værdi
Aktiviteter
Aktiviteterne i projektet skal omfatte:
- Tilskud på minimum 25.000 kr. til kompetenceudvikling ved en privat rådgiver, der skal udgøre langt den væsentligste aktivitet i indsatsen
- Sparring/mentoring om iværksætternes muligheder og behov samt workshops og netværk kan udgøre en mindre andel af aktiviteterne i indsatsen
Derudover kan ansøger komme med supplerende forslag til aktiviteter, fx at iværksætteren kan præsentere sin virksomhed og få sparring om dens udvikling foran et panel af erfarne erhvervsfolk m.fl. Tilbuddene skal som udgangspunkt leveres af private aktører og have en sådan intensitet og kvalitet, at de kan forventes at gøre en væsentlig og målbar forskel for iværksætterne. Hovedvægten skal således være på kvalitet fremfor kvantitet, og hovedparten af tilskudsmidlerne skal gå direkte til iværksætterne.
Geografi:
Alle ansøgninger skal være landsdækkende, hvilket betyder, at der skal kunne deltage iværksættere fra hele landet. Der stilles dog ikke krav om, at de konkrete aktiviteter nødvendigvis skal foregå i hele landet. Minimum 31,9 pct. af projektets udgifter skal anvendes til at understøtte iværksættere lokaliseret i Region Sjælland.
Finansiering
Samlet udbyder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse op til 48,3 mio. kr. med denne annoncering. Heraf 36,3 mio. kr. fra Socialfonden Plus samt 12 mio. kr. decentrale erhvervsfremmemidler. Ud af de 36,3 mio. kr. fra Socialfonden Plus er der reserveret 15 mio. kr. til Region Sjælland.
I kan ansøge om Socialfondsmidler uden samtidig at ansøge om decentrale erhvervsfremmemidler, men der kan ikke ansøges om decentrale erhvervsfremmemidler alene.
Projektets øvrige finansiering kan være kontante tilskud fra såvel private som offentlige givere, eller ske som projektpartnernes egenfinansiering, herunder gennem timer m.v., jf. vejledning om støtteberettigelse. Der må ikke stilles krav om kontant medfinansiering fra iværksætterne.
Kriterier
Ansøgninger bliver vurderet ud fra tre kriterier
A. Resultater og effekter
B. Forenkling for virksomheder
C. Partnerskab og samarbejde
Vurderingskriterierne er uddybet i annonceringsmaterialet.
Ansøgning og vejledning i ansøgningsprocessen
Ansøgninger til indsatsen skal ligge inden for Socialfonden Plus, Prioritet 4, Iværksætteri. Ansøgningen skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (kræver MitID Erhverv -medarbejdersignatur).
Fristen for indsendelse af ansøgninger til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til ovennævnte tema under Socialfonden Plus er torsdag d. 28. august 2025 kl. 12.00.
Har du brug for vejledning?
Som potentielle ansøgere kan I evt. kontakte sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med henblik på at drøfte projektidéer og få vejledning til ansøgningsprocessen.
Hent og udfyld skabelon (pdf) [indsæt link].
Herefter indsender I skabelonen til sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på de@erst.dk. Sekretariatet vil derefter kontakte jer med henblik på at drøfte ideen og vejlede om det videre forløb. Hvis I ønsker at drøfte jeres projektidé med sekretariatet, skal I udfylde og indsende skabelonen senest den 14. august 2025.
Startpakke med dokumenter
Vi har samlet en startpakke med alle de vigtige dokumenter og vejledninger til ansøgning af projekter med EU-medfinansiering.

Kontakt

Kontakt
Hans Henrik Nørgaard
Email: HaHeNo@erst.dk
Telefon: 3529 1755