Nyetablering af virksomheder med nye innovative produkter og løsninger bidrager med dynamik, udfordrer det etablerede erhvervsliv og skærper de eksisterende virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Danmark har en særlig udfordring med at skabe nye virksomheder, som vokser sig rigtig store og forbliver i Danmark. Derfor har denne indsats til formål at øge antallet af vækstiværksættere. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har afsat i alt 64,8 mio. kr. til en specialiseret iværksætterindsats, der skal understøtte iværksættere, som har potentiale til at blive vækstiværksættere.
Specialiseret iværksætterindsats
Beskrivelse af indsatsen
Indsatsen har til formål at øge antallet af vækstiværksættere. Aktiviteterne i projektet skal omfatte forholdsvis langvarige og intensive skræddersyede kompetenceudviklingsforløb, der som udgangspunkt skal leveres af private aktører. Fokus i kompetenceudviklingen skal bl.a. være på international skalering, ledelse og tiltrækning af investering. Forløbene skal omfatte følgende aktiviteter:
- Tilskud til indkøb af kompetenceudvikling ved en privat rådgiver
- Sparring/mentoring om iværksætternes muligheder og behov kan udgøre en mindre andel af aktiviteterne i indsatsen
Derudover kan ansøger selv komme med supplerende forslag til aktiviteter.
Geografi
Alle ansøgninger skal være landsdækkende. Med landsdækkende menes, at der skal kunne deltage iværksættere fra hele landet. Der stilles dog ikke krav om, at de konkrete aktiviteter nødvendigvis skal foregå i hele landet. Minimum 19,4 pct. af projektets udgifter skal anvendes til at understøtte iværksættere lokaliseret i Region Sjælland.
Finansiering
Samlet udbyder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse op til 64,8 mio. kr. med denne annoncering. Heraf finansieres op til 46,8 mio. kr. fra Socialfonden Plus, prioritet 4, Iværksætteri, og op til 18 mio. kr. fra decentrale erhvervsfremmemidler. Ud af de 46,8 mio. kr. fra Socialfonden Plus er der reserveret 12,4 mio. kr. til Region Sjælland.
Kriterier
Ansøgninger bliver vurderet ud fra tre kriterier
A: Resultater og effekter
B: Forenkling for virksomheder
C: Partnerskab og samarbejde
Vurderingskriterierne er uddybet i annonceringsmaterialet.
Ansøgning og vejledning i ansøgningsprocessen
Ansøgninger til indsatsen skal ligge inden for Socialfonden Plus, Prioritet 4, Iværksætteri.
Ansøgningen skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (kræver MitID Erhverv -medarbejdersignatur).
Fristen for indsendelse af ansøgninger til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til ovennævnte tema under Socialfonden Plus er torsdag d. 4. september 2025 kl. 12.00.
Har du brug for vejledning?
Som potentielle ansøgere kan I evt. kontakte sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med henblik på at drøfte projektidéer og få vejledning til ansøgningsprocessen. Det sker således: I udfylder skabelonen, som findes her: [indsæt link].
Herefter indsender I denne til sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på de@erst.dk. Sekretariatet vil derefter kontakte jer med henblik på at drøfte ideen og vejlede om det videre forløb. Hvis I ønsker at drøfte jeres projektidé med sekretariatet, skal I udfylde og indsende skabelonen senest den 21. august 2025.
Startpakke med dokumenter
Vi har samlet en startpakke med alle de vigtige dokumenter og vejledninger til ansøgning af projekter med EU-medfinansiering.

Kontakt
Hannah Nagler-Olesen
Email: HanNag@erst.dk
Telefon: 3529 1617

Kontakt
Hans Henrik Nørgaard
Email: HaHeNo@erst.dk
Telefon: 3529 1755