Styrket rekruttering af unge gennem ESG-branding

Frem til den 8. januar 2026 kl. 12.00 har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbent for ansøgninger til “Styrket rekruttering af unge gennem ESG-branding”. 
Med ansøgningsrunden vil bestyrelsen styrke SMV’ernes evne til at tiltrække og fastholde unge medarbejdere ved at integrere ESG-principper i deres rekrutterings- og fastholdelsesstrategier. Der er afsat i alt 2,67 mio. kr. til indsatsen. Der stilles krav om, at ansøgere skal ansøge den fulde pulje. Aktiviteterne skal gennemføres i Region Sjælland samt en eller flere øvrige regioner.

  • Opdateret 31. oktober 2025
Åben

Info om indsatsen

  • Indsatsområde

    Socialfonden Plus prioritet 5 - Social innovation 

  • Finansiering

    2,67 mio. kr. fra Socialfonden Plus  

  • Målgruppe

    Indsatsen retter sig mod små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der ønsker at styrke deres strategiske arbejde med ESG som en del af deres rekrutterings- og fastholdelsesprocesser. Indsatsen fokuserer særligt på unge medarbejdere, der stiller krav til bæredygtighed, diversitet og social ansvarlighed, men dens løsninger og værktøjer skal samtidig sikre værdi for medarbejdere på tværs af alle aldersgrupper.  

  • Projektperiode

    Slutdato senest den 31. december 2028 

  • Ansøgningsperiode

    Den 31. oktober 2025 til 8. januar 2026 kl. 12.00  

Ansøg

Yngre generationer har i stigende grad forventninger om, at små og mellemstore virksomheder (SMV’er) arbejder strategisk med ESG. I en analyse fra EQUALIS angiver 57 pct. af unge, at diversitet og inklusion er vigtige faktorer i deres valg af arbejdsplads1, mens næsten to ud af tre virksomheder forventer, at ESG vil spille en vigtig rolle i employer branding de kommende år.  

Samtidig er det en strukturel udfordring at få de ca. 43.000 unge, der ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, ind på arbejdsmarkedet. Et bredt flertal i Folketinget har med Ungeløftet iværksat en række initiativer for at løfte denne gruppe.  

Ved at sammentænke og arbejde med disse dagsordener kan social innovation bidrage til at udvikle værktøjer, der både styrker SMV’ernes konkurrenceevne og sikrer unges tilknytning til arbejdsmarkedet.  

På denne baggrund indkalder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til ansøgninger inden for social innovation, hvor der kan søges 2,67 mio. kr. i EU-støtte fra Socialfonden Plus med en medfinansieringsgrad på op til 95 pct. 

Styrket rekruttering af unge gennem ESG-branding

Med social innovation kan der skabes nye løsninger på sociale udfordringer ved samarbejde på tværs af sektorer og aktører. Formålet med indsatsen er at styrke SMV’ernes evne til at tiltrække og fastholde unge medarbejdere ved at integrere ESG-principper i deres rekrutterings- og fastholdelsesstrategier. Gennem udvikling af metoder, værktøjer og strukturer vil indsatsen støtte SMV’erne i at møde de unges stigende forventninger til fx bæredygtighed, diversitet og ansvarlighed i arbejdsforhold. Samtidig skal indsatsen bidrage til, at unge med en vis tilknytning til arbejdsmarkedet bevarer deres motivation og engagement, så de får en stærkere og mere varig forbindelse til arbejdsmarkedet.  

Aktiviteter i projektet under den strategiske indsats kan navnlig være:  

  • Udvikling og implementering af digitale værktøjer - Udvikling af innovative digitale løsninger, der kan støtte SMV’erne i at integrere ESG-principper i deres rekrutterings- og fastholdelsesstrategier, samt lette administration og kommunikation.   
  • Udvikling og implementering af strategiske handlingsplaner - Udarbejdelse af målrettede planer, der hjælper SMV’erne med at inkorporere bæredygtighed og sociale hensyn som en kernekomponent i deres langsigtede rekrutteringsstrategi.
  • Tilpasning af rekrutteringsprocesser - Videreudvikling af virksomhedernes eksisterende rekrutteringsprocesser for at sikre, at ESG-principper bliver en integreret del, så systemerne fremover kan anvendes effektivt og målrettet i rekrutteringen.
  • ESG-branding - Støtte SMV’erne i at integrere deres eksisterende ESG-branding i rekrutteringsstrategien ved at skabe sammenhæng mellem interne afdelinger og sikre bedre udnyttelse af de data og indsatser, der allerede er tilgængelige.
  • Gennemførsel af pilottest - Praktisk afprøvning af de udviklede værktøjer og metoder i konkrete virksomhedsscenarier for at sikre, at de er anvendelige og skaber værdi i praksis.  

Målgruppe

Indsatsen retter sig mod SMV’er, der ønsker at styrke deres strategiske arbejde med ESG som en del af deres rekrutterings- og fastholdelsesprocesser. Rekrutteringsindsatsen fokuseres mod unge, der allerede har en tilknytning til arbejdsmarkedet eksempelvis ved at være i starten af deres karriere eller midlertidigt uden job. Indsatsen skal give dem bedre adgang og tilknytning til arbejdsmarkedet, mens den samtidig styrker virksomhedernes konkurrencekraft og langsigtede tilpasningsevne. Værktøjerne og løsningerne, der bliver udviklet, skal dog være relevante for alle medarbejdergrupper, så indsatsen bidrager bredt til virksomhedernes rekruttering.   

Geografi 

Projektet skal som minimum dække to regioner, hvoraf den ene er Region Sjælland. Projektet skal kunne imødegå forskelle på tværs af regioner, herunder forskelle i erhvervsstruktur og virksomhedsdemografi.  

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udbyder 2,67 mio. kr. fra Socialfonden Plus med denne annoncering.  

Der stilles krav om, at ansøgere skal ansøge den fulde pulje. Medfinansieringen kan maksimalt udgøre 95. pct.  

Projektets øvrige finansiering kan være kontante tilskud fra såvel private som offentlige givere, eller ske som projektpartnernes egenfinansiering, herunder gennem timer m.v. jf. vejledning om støtteberettigelse.  

Ansøgninger bliver vurderet ud fra fire kriterier:

A. Resultater og effekter 
B. Privat engagement 
C. Forenkling for virksomheder
D. Partnerskab og samarbejde 

Kriterierne er uddybet i annonceringsmaterialet.  

Ansøgninger til indsatsen skal ligge inden for Socialfonden Plus prioritet 5, social innovation.  

Ansøgning skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (kræver MitID Erhverv).  

Ansøgningsfrist den 8. januar 2026 kl. 12.00. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på sit møde den 5. maj.

Har du brug for vejledning?

Erhvervsstyrelen vejleder om rammerne for annonceringen, regler for støtteberettigelse mv.   

For yderligere information om temaets faglige indhold, Socialfonden Plus samt ansøgningsproces, kontakt: Camilla Wilms Jensen, camjen@erst.dk, 3529 1742 

Infomøde og yderligere svar på spørgsmål 

Der bliver afholdt webinar onsdag den 26. november 2025 kl. 10.00 - 11.30 

Hjælp til ansøgningsprocessen

Vi har samlet alle de vigtigste vejledninger og dokumenter til ansøgning af projekter med EU-medfinansiering under fanen "Hjælp til projekter". 

Gå til vejledningsoverblikket
Camilla Wilms

Kontakt


Camilla Wilms Jensen
Email: CamJen@erst.dk
Telefon: 3529 1742