Nyhed

EU-projekter hjælper iværksættere: ”Jeg bruger ikke alle tingene, men de sidder i baghovedet”

To af Danmarks stærkeste tilbud til iværksættere, Iværksætterdanmark og Beyond Beta, holdt åbent hus i København som led i den fælleseuropæiske kampagne Europe in my region.

  • 17. november 2021
  • Arrangementer, webinarer, konferencer og kampagner
Lisbeth Illum Aastrøm Walker

Lisbeth Illum Aastrøm Walker (til venstre) deltog med en stand ved Europe in my region. Foto: Erhvervsstyrelsen

Hvordan bruger man bedst sociale medier? Hvordan brander man sit produkt? Og hvordan finder man andre iværksættere, man kan indgå i netværk med? Svaret på disse spørgsmål og mange flere har hundreder af iværksættere fundet i EU-projekterne Iværksætterdanmark og Beyond Beta, som hjælper alle typer iværksættere i hele landet.

En håndfuld af de mange iværksættere fra de to projekter delte deres erfaringer torsdag den 11. november ved en event i den fælleseuropæiske kampagne Europe in my region, arrangeret af Erhvervshus Hovedstaden. Begge projekter favner bredt i deres tilbud til iværksætterne - fra fundamental viden om en iværksætters rettigheder, muligheder og pligter til sparring i netværk. De mange iværksættere, der deltog, fortalte, hvordan EU-projekterne havde givet dem flere og stærkere kompetencer og et skub i den rigtige retning.

For eksempel havde Lisbeth Illum Aastrøm Walker, der er passioneret omkring økologisk te, svært ved at gribe salget an i sin forretning, The Tea Coordinator. Derfor søgte hun kurser i branding og onlinesalg i Iværksætterdanmark:

"Jeg har en stor passion for det, jeg laver, men jeg er ikke sælger. Derfor har det været fedt at få nogle salgsværktøjer gennem Iværksætterdanmark. Jeg bruger ikke alle tingene, men de sidder i baghovedet.”

Produkter fra små franske brands

Monika Bierla Jensen sælger produkter fra små, franske brands – og det blev hun bedre til efter et kursus på engelsk i Iværksætterdanmark. Foto: Erhvervsstyrelsen

Monika Bierla Jensen sælger produkter fra små franske livsstilbrands – bæredygtigt og etisk produceret - i sin forretning Petit Cadeau på Frederiksberg. Hun fik som nystartet iværksætter værdifuld viden på et kursus i Iværksætterdanmark for udenlandske iværksættere:

"Jeg synes, det var godt med et kursus på engelsk. Jeg blev mere klar over, hvad jeg skulle undersøge efterfølgende i forhold til eksempelvis SKAT, moms osv.”

Monika har også deltaget i kurser om sociale medier og optimering af hjemmeside, og deltagelsen i Europe in my region-arrangementet brugte hun som ekstra træning i at pitche sit produkt.

Grafisk facilitator Silja Engelstoft fremhævede det stærke og værdifulde netværk, der opstår mellem iværksættere på EU-projekterne. Hun har brugt Iværksætterdanmark til at få styr på livet som selvstændig i sin virksomhed Penorama – og ikke mindst salget.

"Det hele har ikke været helt ny viden, men det har været med til at give noget struktur og nogle skabeloner at arbejde ind i. Og det har været en stor oplevelse at møde andre iværksættere, som er i samme situation som mig. Vi har mødtes – også online under COVID-19 – og vi har evalueret og rost hinandens ting. Det har været en kæmpestor gevinst,” forklarede Silja Engelstoft.

Iværksætterdanmark har kørt siden august 2019 med sine tilbud til potentielle og nystartede iværksættere. Efterspørgslen har været så omfattende, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelsen i juni bevilgede 60 mio. kr. til projektet fra REACT-EU. Det betyder, at projektet frem til sommeren 2023 kan nå at tage yderligere hundreder af iværksættere ind.

Illustration af eventens pointer og deltagere lavet af Silja Engelstoft

Iværksætteren Silja Engelstoft, som er grafisk facilitator, leverede under eventen denne illustration af pointer og deltagere. Foto: Penorama

Emil Ødegaard, projektleder på Iværksætterdanmark:

"Vi har ramt en meget stor målgruppe med vores tilbud. Vi tilbyder viden og kompetenceløft til de helt nye iværksættere. Og til de iværksættere, der er klar til næste skridt, står vi klar med Next Step-forløb i hele landet, hvor iværksætterne kan få individuelt tilpassede forløb og tilskud til kompetenceudvikling.”

Om Iværksætterdanmark og Beyond Beta

IværksætterDanmark er erhvervshusenes initiativ til en samlende national indsats for alle iværksættere. Projektets overordnede mål er at understøtte et bredt kompetenceløft blandt iværksættere for at øge antallet af nye iværksættere og øge deres overlevelsesrate.

Det sker i tre typer af forløb:

  • Forløb, der skal styrke iværksætteres faglige kompetencer på de vigtigste generelle områder
  • Branche- og temaorienterede forløb tilpasset lokale forhold
  • Next Step-forløb målrettet eksekveringsdygtige iværksættere

EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler har støttet IvDK med 20,8 mio. kr., og REACT-EU har støttet med 60 mio. kr. Projektet startede i august 2019, og med støtten fra REACT-EU kan projektet nu fortsætte indtil juni 2023.

Beyond Beta er Danmarks største acceleratorprogram for iværksættere med vækstambitioner. Programmet begyndte i august 2019 og slutter med udgangen af september 2022. Det drives af landets erhvervshuse i samarbejde med Accelerace Management, Dansk Design Center og Danmarks erhvervsklynger. Beyond Beta er støttet med 25 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. 

Læs mere på Iværksætterdanmarks hjemmeside og på Beyond Betas hjemmeside

Læs mere om det oprindelige Iværksætterdanmark-projekt i vores database

Læs om ekstrabevillingen fra REACT-EU

Læs mere om Beyond Beta i projektdatabasen

Om EU’s Socialfond i 2014-2020

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet. Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser