Iværksætterprogram: Specialiseret iværksætterindsats

Frem til den 1. marts 2023 havde Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbent for ansøgninger fra operatører, der vil gennemføre en landsdækkende og specialiseret iværksætterindsats målrettet iværksættere med stort vækstpotentiale inden for de danske styrkepositioner.

Operatører kunne fx være erhvervshuse, klyngeorganisationer, nationale turismeudviklingsselskaber eller andre offentlige såvel som private aktører med kompetencer inden for iværksætteri.

  • Opdateret 1. marts 2023
Lukket

Info om indsatsen

  • Indsatsområde

    Iværksætteri

  • Finansiering

    Specialiseret iværksætterindsats

    45 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 17 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler

     

    Specialiseret turisme-iværksætterindsats

    5 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 3 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler

  • Projektperiode

    2023-2026

  • Ansøgningsfrist

    1. marts 2023 kl. 12.00

Baggrund

Iværksættere spiller en central rolle for udviklingen af fremtidens erhvervsliv. Etableringen af nye virksomheder med innovative produkter og løsninger bidrager med dynamik og udfordrer det etablerede erhvervsliv og skærper derigennem eksisterende virksomheders produktivitet og konkurrenceevne.

Blandt de nye danske virksomheder, som overlever de første leveår, er der kun forholdsvis få, som vokser sig rigtig store. I de seneste år har antallet af vækstiværksættere ligget mellem 220 og 230 virksomheder på landsplan. Vækstiværksætterne bidrager betydeligt til jobskabelsen, og i 2020 blev der i gennemsnit skabt 20 nye job per vækstvirksomhed. 

For at understøtte væksten i nye danske virksomheder har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse siden 2019 støttet en specialiseret iværksætterindsats - Beyond Beta - målrettet iværksættere med et stort vækstpotentiale inden for de danske styrkepositioner. Den specialiserede turisme-Iværksætterindsats har været organiseret i et særskilt projekt, Hub for Innovation in Tourism

Erfaringerne fra begge indsatser, der stopper medio 2023, er gode. Derfor åbnede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse for ansøgninger fra operatører til to forskellige landsdækkende indsatser:

  • Specialiseret iværksætterindsats
  • Specialiseret turisme-iværksætterindsats 

Indsatserne, der skal bygge videre på de hidtidige projekter, kunne ikke kombineres.

To forskellige indsatser

Annonceringen har to forskellige indsatser, og de to indsatser kan ikke kombineres. Derfor skal I indsende to ansøgninger, hvis I ønsker at søge om midler til begge indsatser.

Annoncering: Specialiseret iværksætterindsats

Det overordnede formål med indsatsen er at tilføre potentielle vækstiværksættere ny viden og nye kompetencer og dermed styrke virksomhedernes vækst. Der skal være et særligt fokus på styrkepositioner, inkl. erhvervsfyrtårne.

Aktiviteter i projektet kan fx være: 

  • Fælles kompetenceudviklingsforløb med fokus på at styrke entreprenørskabsevner, fx målrettet internationalisering
  • Længerevarende acceleratorforløb, der fx styrker iværksætternes muligheder for adgang til finansiering og kapital
  • Tilskud til rådgivning til videreudvikling af forretningside fx sparring om skalerbar forretningsmodel
  • Individuelle rådgivningsforløb, der fx skal forberede iværksætteren på adgangen til internationale markeder
  • Adgang til netværk og matchmaking mellem iværksættere, private aktører og investorer
  • Aktiviteter rettet mod international skalering 

Indsatsen skal accelerere iværksætteres udvikling med henblik på at styrke deres konkurrencekraft. Indsatsen skal ske i tilknytning til de eksisterende private og offentlige inkubatormiljøer, acceleratorer mv. og være et supplement til de aktiviteter, der foregår i iværksætterøkosystemet i dag. 

Målgruppe

Indsatsen skal understøtte iværksættere med et vækstpotentiale på kort sigt og henvender sig til personer, der påtænker at etablere sig med CVR-nummer, eller virksomheder, der er etableret inden for de seneste 3 år.

Dog kan virksomheder, som er op til fem år gamle deltage, hvis virksomhedens omsætning – på trods af vækstpotentiale – var under 1 mio. kr. i seneste regnskabsår, eller hvis virksomheden har under tre årsværk, inkl. ejeren.

I skal i ansøgningen forholde jer til, hvordan iværksætterne udvælges til projektet med udgangspunkt i screeningskriterier for vurdering af vækstpotentiale.

Den specialiserede iværksætterindsats

Det landsdækkende projekt vil blive finansieret med op til i alt 62 mio. kr., heraf 45 mio. kr. fra EU's Socialfond Plus og 17 mio. kr. decentrale erhvervsfremmemidler.

Der kan søges Socialfonden Plus-midler uden samtidig at søge decentrale erhvervsfremmemidler, men der kan ikke søges decentrale erhvervsfremmemidler alene.

Tilskudsprocenten er den samme på tværs af landet, men afhænger af, hvor stor en del af aktiviteterne der afvikles i Region Sjælland. Mindst 15 pct. af aktiviteterne skal målrettes iværksættere og virksomheder lokaliseret i Region Sjælland. 

Projektets øvrige finansiering forventes at komme fra partnerne i projektet, men kan også komme fra stat, regioner, kommuner, organisationer, fonde mv.

Den specialiserede turismeindsats

Det landsdækkende projekt vil blive finansieret med op til i alt 8 mio. kr., heraf 5 mio. kr. fra EU's Socialfond Plus og 3 mio. kr. decentrale erhvervsfremmemidler.

Der kan søges Socialfonden Plus-midler uden samtidig at søge decentrale erhvervsfremmemidler, men der kan ikke søges decentrale erhvervsfremmemidler alene.

Tilskudsprocenten er den samme på tværs af landet, men afhænger af, hvor stor en del af aktiviteterne der afvikles i Region Sjælland. Mindst 15 pct. af aktiviteterne skal målrettes iværksættere og virksomheder lokaliseret i Region Sjælland. 

Projektets øvrige finansiering forventes at komme fra partnerne i projektet, men kan også komme fra stat, regioner, kommuner, organisationer, fonde mv.

Ansøgninger bliver vurderet ud fra fire kriterier:

A: Virksomhedernes behov
B: Partnerskab og samarbejde
C: Forenkling
D: Lokal og regional forankring

Kriterierne er uddybet i annonceringsmaterialet. 

Ansøgninger skulle ligge inden for rammerne af Socialfonden Plus-programmets prioritet 4 om iværksætteri. Formålet med indsatsen er at tilføre potentielle vækstiværksættere inden for de danske styrkepositioner ny viden og nye kompetencer og dermed styrke virksomhedernes vækst. 

Ansøgning skulle indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (kræver NemID-medarbejdersignatur).

Ansøgningsfristen var 1. marts 2023 kl. 12.00. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på mødet den 8. juni 2023.

Opdatering om statsstøtte

Erhvervsstyrelsen er blevet opmærksom på, at det kan fremstå uklart, om statsstøtten i annonceringen kun kan ydes som de minimis-støtte. 

Derfor præciseres det, at støtten i denne annoncering kan ydes efter:

  • De minimis-forordningen: Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352/1) og/eller

  • Gruppefritagelsesforordningen: Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, (EUT 2014 L 187)

Det forudsætter naturligvis, at betingelserne herfor er opfyldt, fx gruppefritagelsesforordningens krav om tilskyndelsesvirkning.

I vejledning om støtteberettigelse kan I finde uddybende information om statsstøtte.

Bemærk desuden:

  • Et rammeprojekt, også kaldet et kaskade-projekt, kan efter statsstøttereglerne kun gennemføres under reglerne om de minimis. Se mere i vejledning om støtteberettigelse.
  • Under gruppefritagelsesforordningen kan der i denne annoncering ikke ydes støtte til:
    • Støttemodtagere, virksomheder og lignende, der ikke har efterkommet et påbud om tilbagebetaling af støtte ydet i Danmark, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked. 
    • Kriseramte virksomheder. Se definitionen på en kriseramt virksomhed i gruppefritagelsesforordningen.
  • Partnere, som skal modtage støtte efter gruppefritagelsesforordningen, skal udfylde:
    • Ansøgning om statsstøtte
    • Standarderklæring vedr. anvendelse af gruppefritagelsesforordningen
    • Erklæring om virksomhedens størrelse, hvis der er tale om en SMV.

Startpakke med dokumenter

Vi har samlet en "startpakke" med alle de vigtige dokumenter og vejledninger til ansøgning af projekter med EU-medfinansiering.

Hannah Nagler-Olesen

Kontakt

Kontakt os, hvis du vil vide mere om den specialiserede iværksætterindsats.

Hannah Nagler-Olesen

Email: hannag@erst.dk

Telefon: 3529 1903

Portræt - Hans Henrik Nørgaard, ERST

Kontakt

Kontakt os, hvis du vil vide mere om den specialiserede iværksætterindsats.

Hans Henrik Nørgaard

Email: haheno@erst.dk

Telefon: 3529 1755